Uanset hvordan det vil gå ved afstemningen tirsdag, stopper Ursula von der Leyen som tysk forsvarsminister.

Ursula von der Leyen skriver på Twitter, at hun vil forlade posten som tysk forsvarsminister på onsdag, uanset hvordan det går for hende ved EU-Parlamentets afstemning tirsdag.

Her skal parlamentet stemme om, hvorvidt hun skal have posten som formand for Europa-Kommissionen. Den bliver ledig, når Jean-Claude Junckers periode udløber 1. november.

- I morgen beder jeg om Europa-Parlamentets tillid. Uanset udfaldet vil jeg træde tilbage som forsvarsminister onsdag for at kunne tjene Europa med hele min styrke, skriver hun på Twitter.

Forbundskansler Angela Merkel siger, at hun respekterer Ursula von der Leyens beslutning.

- Det gør det tydeligt, at Ursula von der Leyen har besluttet sig for et nyt kapitel i sit liv, siger Merkel ifølge nyhedsbureauet Reuters i en kommentar til forsvarsministerens udmelding.

Kansleren tilføjer, at tiden vil vise, hvem der skal afløse von der Leyen, der blev forsvarsminister i 2013.

Udfaldet af tirsdagens afstemning i EU-Parlamentet er ikke givet på forhånd. Flere af de politiske grupper er splittede over nomineringen af von der Leyen.

For at blive valgt skal hun have mindst 374 stemmer i parlamentet, der har 747 medlemmer.

På forhånd er hun kun sikker på at få opbakning fra EU-Parlamentets største gruppe, konservative EPP.

Flere parlamentarikere føler sig dog snydt i hele processen om at vælge topposterne i EU. Det giver forsvarsministeren en svær start i EU, vurderer EU-professor Marlene Wind fra Københavns Universitet. Wind.

Mange i parlamentet mener, at de har ret til at udpege kandidaterne til posten som formand for EU-Kommissionen.

Men Ursula von der Leyen kom ind i sidste øjeblik efter sene møder mellem stats- og regeringscheferne og er ikke udpeget af nogen i parlamentet.

/ritzau/dpa