En dansk konvoj fra den Nato-ledede mission Resolute Support er blevet ramt af en bombe i den afghanske hovedstad, Kabul.

Ingen danske soldater blev såret i angrebet, oplyser major John Adamsen.

Angrebet skete klokken 07.58 dansk tid i det vestlige Kabul.

»Vores sikrings- og eskortebidrag, der har til opgave at køre udenlandske og danske rådgivere mellem de uddannelsesinstitutioner, der er i Kabul, blev ramt af en selvmordsbomber i bil.«

»Det er en meget voldsom eksplosion,« siger majoren ifølge Ritzau.

Foto: JAWAD JALALI
Vis mere

Flere civile er af det afghanske indenrigsministerium bekræftet såret i angrebet. Ifølge major John Adamsen er nogle desuden omkommet.

»Vi har desværre også rapporter om, at der er enkelte civile, der er blevet dræbt under det her angreb.«

»Men jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvor mange det drejer sig om, eller hvad status er,« siger han.

Omkring klokken 13.30 oplyser NATO-talsmand Bill Salvin, der er med på mission, at de ikke mener, at der var tale om en selvmordsbomber i bil.

'Der var en IED (en improviseret sprængladning, red.), der ramt en dansk konvej i Kabul søndag morgen. Der er ingen tilskadekomne danske soldater. Desværre er ni afghanske civile såret under angrebet,' fortæller han til BT.

Han oplyser, at bilen, der blev ramt af bomben, kun fik mindre skader.

Angrebet fandt sted i politidistriktet Basir Mujahid. Det oplyser en talsperson fra politiet til nyhedsbureauet dpa.

Billeder på sociale medier viser resterne af bilen, der blev brugt i angrebet - dens hjul og en metalramme, skriver dpa.

Ingen har taget skylden for angrebet. Men både Taliban og Islamisk Stat har gentagne gange angrebet både afghanske og internationale styrker i løbet af de seneste år.

Foto: OMAR SOBHANI
Vis mere

Resolute Support er i Afghanistan på et mandat fra FN's Sikkerhedsråd. 39 lande deltager ifølge Forsvaret i missionen.

Målet er blandt andet at støtte træne og rådgive afghanerne, så de kan varetage egen sikkerhed.

Det danske styrkebidrag bistår af cirka 100 personer og er spredt over det meste af landet. Her træner soldaterne lokale regeringsstyrker og laver transport- og bevogtningsopgaver.

De er udsendt på et mandat, der udløber med udgangen af 2018.

/ritzau/