Huse, biler og både blev kastet rundt i luften, da kategori-5-orkanen Dorian søndag ramte Bahamas med fuld styrke. Nabolag blev oversvømmet, og landsbyer blev ødelagt.

Antallet af døde lød onsdag på syv, men en ny optælling natten til torsdag viser, at tallet næsten er tre gange så stort.

Det skriver Washington Post, som har fået bekræftet antallet af døde til mindst 20 personer.

Hubert Minnis, der er premierminister på Bahamas, forventer, at tallet vil stige yderligere i den kommende tid.

Mindst 20 mennesker har mistet livet som følge af orkanen Dorian.
Mindst 20 mennesker har mistet livet som følge af orkanen Dorian. Foto: DANTE CARRER
Vis mere

»Vi står midt i den største nationale krise i landets historie,« siger han ifølge det amerikanske medie.

17 af de omkomne har mistet livet på Abaco-øerne, mens de tre øvrige er fundet på Grand Bahama.

»Det er en frygtelig tragedie, hvor flere liv er gået tabt. Og vi har ikke engang gået fra dør-til-dør endnu,« siger sundhedsminister Duane Sands til NBC News.

Ifølge Røde Kors har omkring 60.000 mennesker brug for øjeblikkelig hjælp efter katastrofen. Der er desuden meldinger om, at drikkevandet i de ramte områder er forurenet.

Mindst 20 mennesker har mistet livet som følge af orkanen Dorian.
Mindst 20 mennesker har mistet livet som følge af orkanen Dorian. Foto: DANTE CARRER
Vis mere

»Vi er ekstremt bekymrede for den næste fase. Der er risiko for sygdomme såsom diarré, mens der også er mangel på adgangen til lægehjælp,« siger Duane Sands.

En af dem, der blev reddet i sidste øjeblik, er Londa Sawyer.

Hun blev sammen med sine to børn og to hunde evakueret, efter hendes hus blev fuldkommem oversvømmet. De måtte holde sig oven vande ved at flyde på madrasser.

»Jeg er bare glad for, jeg er i live. Gud har reddet mig,« siger hun til nyhedsbureaet AP.