Den tropiske storm Barry nærmer sig kystlinjen på den amerikanske stat Louisiana.

Kraftig regn og blæst har allerede forårsaget oversvømmelser i New Orleans og andre byer i den amerikanske stat Louisiana, men det er blot toppen af isbjerget.

Derfor har USA’s præsident, Donald Trump, erklæret undtagelsestilstand i hele staten på opfordring af statens guvernør John Bel Edwards.

Det betyder, at myndighederne i staten har fået bemyndigelse til at koordinere katastrofehjælpsindsatsen forud for Barrys ankomst.

Barry, der forventes at ramme Louisianas kystlinje sent fredag eller tidlig lørdag amerikansk tid, vurderes til at blive en kategori 1 orkan.

BBC fortæller, at Barry forventes at kaste 25-50 cm regn ned over staten, hvor Mississippi-floden allerede er ved at gå over sine breder.

National Weather Service fortalte torsdag, at Mississippi-floden, der bl.a. løber gennem Louisiana, beregnes til at stige med 5,8 meter i New Orleans.

Det vil i så fald være første gang i 69 år, at vandstanden i floden stiger så meget.

Da en mand strander i oversvømmelsen i sin sølvgrå Mercedes kommer en anden mand ham til undsætning i sin kajak. Billedet er fra torsdag.
Da en mand strander i oversvømmelsen i sin sølvgrå Mercedes kommer en anden mand ham til undsætning i sin kajak. Billedet er fra torsdag. Foto: Social Media / Loretta Warfield-Johnson / Ritzau Scanpix
Vis mere

Den tropiske storms ankomst har fået Donald Trump til tasterne på Twitter, hvor han skriver:

»Til alle på golfkysten: Mens du forbereder dig på til at beskytte dit hjem og dine kære fra oversvømmelserne og den kommende storm, er det afgørende, at du overholder retningslinjerne fra de lokale myndigheder. Vi arbejder tæt sammen med dem. Sørg for at være forsigtige, forberedte og i sikkerhed.«

Folk i Louisianas byer bedes desuden om at fjerne skraldespande og andre genstande fra gader og ejendomme, som potentielt kan stoppe byernes afløb.

I 2005 blev Louisiana ramt af orkanen Katrina, der er den mest ødelæggende af slagsen i amerikansk historie.