Det skotske brandvæsen har kæmpet med at redde det 114 år gamle skotske teater Pavilion Theatre fra at blive brændt ned til grunden. Det sker, efter en naboliggende natklub på Sauchiehall Street i Glasgow endte i et brandinferno.

Mere end 120 brandfolk har i flere timer kæmpet mod branden, der brød ud kl. 08:20 lokal tid. - 09:20 dansk tid. Lige nu er branden under kontrol, men der spreder sig stadig farlig røg fra natklubben ud i gaderne.

Branden kunne ikke have begyndt et værre sted. Sauchiehall Street er en travl butiksgade, og natklubben ligger tæt på et historisk teater fra 1904. Derfor var brandvæsnets første prioritet at sikre, at branden ikke spredte sig.

»Det var en uhyre kompliceret brand. Og det var afgørende, at vi fik reddet mange af de gamle bygninger, de er i området,« siger brandchefen Lewis Ramsay til BBC.

Flere brugere på sociale medier delte billeder af branden, da den brød ud.

Skotlands Politi lagde også flere billeder ud af branden.

Skotlands Politi har efterfølgende udtalt, at ingen kom til skade ved branden. Bygningerne på Sauchiehall Street er dog lukket ned, da der stadig er røgfare i området, og derfor er folk blevet bedt om at blive indendøre. Samtidig har Pavilion Theatre aflyst deres kommende forestillinger.