En voldsom brænd hærger disse dage Afrikas sydspids, Cape Town, og her er historiske områder blevet slugt af flammerne.

»Det er ikke et ukendt fænomen, at det brænder i bjergene. Men den her er helt ude af proportioner. Mange er vrede og kede af det,« siger Henrik Daugbjerg, der er bosat i byen.

Han assisterer til dagligt de sydafrikanske sundhedsmedarbejdere, når de skal rykke ud i belastede kvarterer, hvor der er brug for beskyttelse. Under branden har han blandt andet været med til at evakuere og dirigere trafikken, og derfor har han været helt tæt på brændpunktet de seneste dage, som han fortæller det.

Branden, som ikke har kostet nogen menneskeliv, fordi den i et stort omfang har skånet boligkvarterer, har i stedet bredt sig fra turisthotspottet Taffelbjerget og ned til universitetet i byen. Undervejs har flammerne blandt andet ædt en mølle, en restaurant, et bibliotek, samt flere campusser, hvor studerende normalt er bosat.

Jagger biblioteket opsluges af flammerne.
Jagger biblioteket opsluges af flammerne. Foto: NIC BOTHMA
Vis mere

Områder og bevaringsværdige strukturer, som tiltrækker turister til metropolen, fordi de er af historisk betydning.

»Cape Town lever af turismen, og nu er mange af de her historiske bygninger brændt ned. Så det vil tage lang tid, inden turismen kommer ovenpå igen, men man snakker allerede om, at de her historiske steder, der er brændt ned, skal genoprettes.«

Henrik Daugbjerg er selv turistguide i området, men er ikke bosat i nærheden af, hvor branden hærger. Alligevel har han kunnet mærke, hvordan det har påvirket borgerne i storbyen.

»Det er lidt forskelligt, men nogle af dem, som bor i de udsatte områder, har været paniske. Andre har været mere rolige.«

Her ses et af indsamlingsstederne.
Her ses et af indsamlingsstederne. Foto: Henrik Daugbjerg
Vis mere

Til gengæld har han også oplevet, hvordan befolkningen, trods store forskelle i demografien, har udvist en stor solidaritet. Omkring 4.000 studerende er blevet hjemløse, men på kort tid blev større indsamlinger sat i værk, ligesom de studerende har fået husly rundt omkring hos lokale.

»Der har været en meget stor solidaritet. Mange har enten samlet penge og mad ind eller lukket folk ind i deres hjem.«

Selvom mere end 200 brandfolk er sat ind, er branden endnu ikke kommet helt under kontrol. Senest er en fødselsafdeling på byens største hospital, Groote Schuur Hospital, blevet evakueret, da tyk røg har nærmet sig.

Myndighederne maner dog til besindighed hos borgerne, fortæller Henrik Daugbjerg. De oplyser, at en enkelt person er blevet anholdt, da han formodes at have en forbindelse til branden, men at årsagen til den nu skal efterforskes. Brandmændene får heller ikke fri lige foreløbigt, da det forventes at tage dage, før man får branden fuldstændig under kontrol.