Lyt til artiklen

Godt og vel 75 millioner kroner.

Det er, hvad den nationale leder i USA for Black Lives Matter-bevægelsen, Shalomyah Bowers, er anklaget for at have stjålet, afslører et anklageskrift. Pengene skal være donationer, som bevægelsen har modtaget, men som Bowers angivelig har brugt til at betale sit eget konsulentfirma.

Det skriver flere medier. Heriblandt New York Post.

Shalomyah Bowers, som blev leder af Black Lives Matter Global Network Foundation i april, afviser selv anklagerne.

Ifølge ham er det et angreb fra aktivister, som ønsker at overtage kontrollen med gruppen.

Det er blandt andet midler fra en nyoprettet gruppe, der hedder Black Lives Matter Grassroots Inc., som Bowers er anklaget for at have flyttet til sin egen virksomhed.

Advokaten, Walter Mosley, som også står bag søgsmålet, raser mod Shalomyah Bowers.

»Hr. Bowers kunne ikke give slip på sin personlige sparegris. I stedet fortsatte han med at forråde offentlighedens tillid. I stedet for at bruge donationerne til de tilsigtede formål, omdirigerede Mr. Bowers disse donationer til sin egen kasse,« lyder det blandt andet.

Shalomyah Bowers siger, at Black Lives Matter Global Network Foundation for nylig har gennemgået revisioner, som viser, at der ikke er overført 75 millioner til hverken ham eller hans firma.