Flere hundrede mennesker var lørdag eftermiddag samlet på Norrmalmstorg i det centrale Stockholm, hvor den indvandrer-kritiske gruppe ’Folkets Demonstration’ demonstrede mod det stigende antal flytninge i Sverige. Tæt ved blev der startet en moddemonstration.

Ifølge den svenske avis Aftonbladet udviklede det sig til slåskampe, og flere personer med udenlandsk baggrund blev overfaldet, skriver mediet.

»De begyndte bare at slå på nogle mørkhudede,« fortæller et øjenvidne til Aftonbladet, der har talt med flere af de personer, som blev angrebet.

»Jeg blev slået i ansigtet og på kroppen. Jeg landede på jorden, og de fortsatte med at sparke,« siger Alex Monsalves, der måtte tage på sygehuset.

Under demonstrationer kom det til sammenstød og angreb på personer med udenlandsk baggrund i Stockholm.
Under demonstrationer kom det til sammenstød og angreb på personer med udenlandsk baggrund i Stockholm. Foto: Marcus Ericsson/TT
Vis mere

Politiet rykkede hurtigt ud og fik stoppet optøjerne, hvorefter tre personer blev anholdt.

»De er mistænkt for overfald,« siger Kjell Lindgren, der er talsmand for politiet i Stockholm.

De racistisk betonede overfald kommer i kølvandet på flere lignende voldshandlinger i den svenske hovedstad fredag aften, hvor op mod 100 sortklædte mænd gik til angreb på personer med udenlandsk baggrund.

Den nynazistiske gruppe Svenska Motståndsrörelsen lagde fredag aften en artikel ud på sin hjemmeside, hvor de beskriver, at 'hooligans ryddede op i Stockholm'.