Et stigende antal smittetilfælde i delstaten Victoria får nu nabostaten New South Wales til at lukke grænsen.

Australiens mest folkerige delstat, New South Wales, lukker tirsdag ved midnat grænsen til nabostaten Victoria på ubestemt tid efter genopblussen af coronasmitte.

Det skriver det australske medie ABC News natten til mandag dansk tid.

Den bliver lukket for at forhindre spredning af coronavirus.

Grænsen mellem de to delstater var sidst lukket tilbage i 1919 for 100 år siden under den spanske syge. Tirsdag sker det igen, efter at antallet af coronasmittede på det seneste er begyndt at stige i Victorias hovedstad, Melbourne.

Mandag registrerede myndighederne 127 nye tilfælde af coronavirus i delstaten.

Det er det højeste antal på en enkelt dag, siden coronapandemien begyndte.

Myndighederne registrerede også et enkelt coronarelateret dødsfald. Det er det første i Australien i mere end to uger.

På et pressemøde mandag kalder Victorias premierminister, Daniel Andrews, grænselukningen for "den kloge beslutning" på nuværende tidspunkt.

På grund af det stigende antal smittede i Melbourne har myndighederne i byen den seneste uge beordret omkring 300.000 borgere i mere end 30 forstæder til at blive hjemme i et forsøg på at inddæmme smitten.

Derudover er næsten 200.000 blevet testet for coronavirus i de berørte områder.

Beboerne i de smitteramte forstæder har fået at vide, at de kun må forlade deres hjem, hvis det er strengt nødvendigt.

Australien har generelt klaret sig bedre end mange andre lande under coronaviruspandemien med omkring 8500 smittede og 105 dødsfald.

Den første uge i juni registrerede landet i gennemsnit kun omkring ni nye coronavirus tilfælde om dagen. Derfor har det nye udbrud i Melbourne fået alarmklokkerne til at ringe og frygten for en anden bølge af coronavirus til at stige.

Det er første gang siden pandemiens begyndelse, at delstaten New South Wales lukker grænsen til nogen anden australsk delstat.

Næsten alle andre delstater i Australien holder også grænserne lukkede for borgere fra Victoria.

/ritzau/