Verdenssundhedsorganisationen WHO har tirsdag indkaldt til hastemøde, efter der er sket et udbrud af Marburgvirus i Ækvatorialguinea.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Marburgvirus minder om ebola og er en hæmoragisk febervirus, hvilket betyder, at den syge har tendens til blødninger.

Det er af de mest dødelige virusser, som spredes til mennesker fra flagermus og fra mennesker til andre mennesker gennem kontakt til kropsvæsker fra inficerede.

Ifølge Reuters bekræftede WHO mandag, at der var sket et større udbrud i Ækvatorialguinea.

Her er ni registreret døde, mindst 200 er i karantæne, ligesom der er indført flere lokale restriktioner.

Også i Ghana er der bekræftet infektioner.

AFP beretter ikke nøjagtig, hvornår det føromtalte hastemøde vil finde sted.

Det er ikke første gang, at der er et udbrud af Marburgvirus. Det er primært sket i det sydlige og østlige Afrika.

Tidligere har dødelighedsraten været fra 24 procent og helt op til 88 procent. Perioden fra smitte til sygdom er mellem tre og ni dage. Omkring dag fem til syv vil sygdommen, hvis den udvikler sig voldsomt, give udtalt tendens til blødninger fra tandkød, næse, urinveje, mave-tarm-kanal og fra hud.

Først når der er opstået blødninger, har der været en høj dødelighed.