Der er tale om en kombination af meget skrøbelige børn og et særligt aggressivt virus, forklarer professor.

New York. Et udbrud af det smitsomme forkølelsesvirus adeno har dræbt seks børn og gjort 12 andre syge på et rehabiliteringscenter for "medicinsk skrøbelige børn" i den amerikanske delstat New Jersey.

Det oplyser delstatens sundhedsministerium tirsdag.

I alt er der bekræftet 18 tilfælde af infektion med adenovirusset på Wanaque Center for Nursing and Rehabilitation i byen Haskell cirka 50 kilometer nordvest for storbyen New York.

New Jerseys sundhedsministerium oplyser ikke, hvor gamle ofrene var, eller hvor alvorlig tilstanden er for de andre 12 børn, der er syge.

Ifølge talskvinde for ministeriet Donna Leusner skete alle seks dødsfald i oktober.

Rehabiliteringscentret, der behandler børn og unge i alderen fra nyfødte til 22 år, har fået ordre om ikke at tage imod nye patienter, før udbruddet er erklæret slut. Ifølge sundhedsministeriet ser antallet af nye tilfælde dog ud til at være faldende.

William Schaffner, der er professor i infektionssygdomme ved Medicinsk Center på Vanderbilt University, fortæller, at sådanne dødsfald ikke er almindelige, men at de forekommer en sjælden gang imellem.

- Her er der tale om en modbydelig kombination af meget skrøbelige børn og dette særligt aggressive virus, siger han.

New Jerseys guvernør, Phil Murphy, udtaler i en erklæring, at han er "knust" over dødsfaldene.

- Jeg er overbevist om, at de foranstaltninger, der bliver truffet af statslige og lokale myndigheder, vil minimere risikoen for alle de, der opholder sig på centret, herunder både patienter og medarbejdere, siger han.

Dokumenter fra det amerikanske center for sygdomsbekæmpelse og forebyggelse viser, at et udbrud af adenovirus kostede otte patienter livet på et rehabiliteringscenter for børn i Chicago i 1998.

/ritzau/AP