Den australske delstat Victoria har mandag registreret 19 coronadødsfald. Det højeste på en dag i Australien.

Australien har mandag registreret et rekordhøjt antal coronarelaterede dødsfald de seneste 24 timer med mindst 19 døde.

Det oplyser delstaten Victorias sundhedsmyndigheder natten til mandag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Alle dødsfaldene er blevet registreret i delstaten Victoria, der lige nu er epicentret for Australiens anden bølge med coronavirus. Her er især millionbyen Melbourne hårdt ramt.

De fleste andre delstater i Australien mangler for nuværende at melde om nye smittede og døde, men mandagens dødstal i Victoria er i sig selv nok til at sætte dagsrekord for hele landet.

Myndighederne i Victoria har også registreret 322 nye smittetilfælde. Det er til gengæld det laveste antal nye smittede i næsten to uger.

Delstaten har i ugevis kæmpet med at få smitten under kontrol.

Det fik 2. august delstatens premierminister, Daniel Andrews, til at erklære katastrofetilstand og indføre udgangsforbud i Melbourne fra klokken 20.00 til klokken 05.00 i seks uger.

Før det blev ting som mundbind desuden gjort obligatoriske i offentligheden.

På et pressemøde mandag antydede premierministeren ifølge det australske medie ABC News, at de forskellige tiltag ser ud til at have en effekt på smittetallene.

- Jeg har altid været meget forsigtig med at tage data fra en dag eller en uge og kalde det en trend. Vi ser noget stabilitet. Det er en god ting, men det er ikke nok, siger Daniel Andrews ifølge ABC News.

Victorias premierminister siger desuden, at mandagens faldende smittetal kan tilskrives kravet om ansigtsmaske og flere andre restriktioner, men at det endnu er for tidligt at se effekten af, at der er erklæret katastrofetilstand.

Australiens mest folkerige delstat, New South Wales, registrerede mandag 14 nye tilfælde af coronavirus og ingen nye dødsfald ifølge ABC News.

På trods af smitteudbruddet i Victoria har Australien med 21.407 smittede og 313 døde stadig klaret sig markant bedre gennem pandemien end mange andre store nationer, viser tal fra Johns Hopkins University.

/ritzau/