Torsdag morgen klokken cirka 9.00 trådte 21-årige Brahim Aioussaoi ind i Notre Dame-kirken i hjertet af den franske by Nice.

I sin hånd havde han en kniv, og efter få sekunder stod han få meter fra en ældre kvinde, der var taget i kirken for at bede en morgenbøn.

Ud af det blå gik tunesiske Aioussaoi til angreb, og med sin kniv dræbte han den ældre, franske kvinde ved at halshugge hende tæt på døbefonten.

Imens råbte han – fortæller flere udenlandske medier – 'allahu akbar'.

Og så rettede han sit blik mod kirketjeneren Vincent Loquès, der var ved at forberede dagens første messe.

Kirketjeneren Vincent Loquès
Kirketjeneren Vincent Loquès
Vis mere

Det er uvist, om 54-årige Vincent Loquès nåede at forsvare sig mod terroristen, men det er desværre et tragisk faktum, at kirketjeneren blev fundet død med halsen skåret over, da politiet få minutter efter kom frem til kirken.

Før ordensmagten ankom, nåede Aioussaoi dog at rette sin fanatiske vrede mod endnu en kvinde, der ifølge udenlandske medier blev stukket flere steder på kroppen.

Hun formåede at komme ud af kirken og løb hen mod en café på den anden side, hvor hun dog døde.

Foruden de tre dræbte blev flere andre såret i kirken, før bevæbnet politi altså ankom til kirken og skød Aioussaoi.

Her ses kirken udefra her til aften.
Her ses kirken udefra her til aften. Foto: SEBASTIEN NOGIER
Vis mere

Terroristen blev ikke dræbt af skuddene, så han blev efterfølgende kørt på hospitalet og er nu i politiet varetægt.

Siden er det kommet frem, at 21-årige Aioussaoi er af tunesisk oprindelse og er ankommet til Frankrig fra Italien for nyligt.

De to kvindelige ofres identitet er endnu ikke kendt af offentligheden, men mindeordene er strømmet ind, efter Vincent Loquès' navn er blevet offentliggjort.

»Han var virkelig vigtig for kirken. Vi plejede at se ham hver dag, og det gør ondt i vores hjerter, at kirken og det hellige nu er blevet ramt,« fortæller en lokal borger til VG og fortsætter:

»Han var altid sød. Han hjalp, tjente og han gav.«