Hun var på vej til en restaurant for at spise pizza sammen med nogle veninder.
Men den 16-årige Sharron Prior nåede aldrig frem.
I april 1975 blev hendes lig fundet i et skovområde i Longueuil få kilometer fra Montreal i Canada.
Først nu – 48 år senere – har politiet fundet morderen.
Det skriver CNN.
Ifølge politiet er morderen amerikanske Franklin Romine, der døde som 36-årig i 1982.
Han var i april 1975 på besøg hos nogle bekendte i Canada.
Han blev begravet i USA, og i maj fik politiet så tilladelse til at grave resterne af liget op. Dna fra pigens tøj blev sammenlignet med hans dan, og matchet var næsten 100 procent.
Romine havde bortført og dræbt Sharron Prior 29. marts, og hendes lig blev fundet tre dage efter. Ifølge retsmedicinerne var hun også blevet voldtaget. Dødsårsagen var de mange slag, som morderen havde tildelt hende i ansigtet.
Politiet kontaktede i denne uge familien til ofret med nyheden. På en pressekonference sagde Sharrons lillesøster, Doreen Prior, blandt andet:
»Livet har ikke været nemt for os, men Sharron har givet os kraft til at leve. Opklaringen af mordet vil aldrig give os hende tilbage, men det giver os en vis afslutning at vide, at morderen ikke længere er i live og ikke kan dræbe andre.«
At politiet overhovedet kom på sporet af ham, skyldes den teknologiske udvikling. I 2019 fandt man i en database et dna-match til en af Romines slægtninge i West Virginia, og så kunne gåden løses.
Romnie havde tidligere siddet inde for voldtægt.
Da manden er død, er sagen nu afsluttet.