Se hvor billigt han nu lige pludselig slipper

Silvio Berlusconi har ved retten i Milano fået sin fængselsdom reduceret fra fire til et år som følge af en amnestilov fra 2006.

Blot en time efter at Silvio Berlusconi blev idømt fire års fængsel for skatteunddragelse ved retten i Milano, blev dommen reduceret til et år, oplyser BBC og flere italienske aviser på deres hjemmesider.

Det er en seks år gammel amnestilov, der kommer Italiens forhenværende ministerpræsident til gode, skriver La Repubblica og Corriere della Sera.

Forinden havde Berlusconis advokater slået fast, at fængselsdommen vil blive anket.

- Denne dom er fuldstændig ufattelig, lyder det i en udtalelse fra den kontroversielle politikers forsvarsadvokater, Piero Longo og Niccolo Ghedini.

- Man må håbe, at der er en anden stemning ved appeldomstolen, lyder det fra forsvarerne, der kalder fredagens dom for »totalt adskilt fra al juridisk logik«.

Berlusconi var blot én af i alt 11 anklagede ved fredagens retssag i den efterhånden seks år gamle sag, der blandt andet handler om salg af TV-rettigheder i Mediaset-koncernen, som Berlusconi økonomisk har nydt særdeles godt af.

Ifølge anklagen har han som øverste mand i Mediaset reguleret priserne på TV-rettigheder via selskaber, som Berlusconi ligeledes står i spidsen for, og på den måde har han omgået skattereglerne.

Den oprindelige dom på fire år var længere end den, som anklagerne oprindeligt krævede, da de gik efter en fængselsstraf på tre år og otte måneder.

Sagen om skattesvig er ikke Berlusconis eneste. I en anden retssag mod den tidligere ministerpræsident er han anklaget for at have haft sex med en mindreårig. Berlusconi, der i alt har fire sager på halsen, er også anklaget for magtmisbrug.

Fredagens dom kommer blot to dage efter Berlusconis erklæring om, at han ikke stiller op til det kommende parlamentsvalg i Italien.