De er runde, røde og søde og ligner de fleste andre, almindelige tomater.

Men en ting er der absolut intet almindeligt over: Prisen.

For ifølge norske Dagbladet er priserne på tomater på himmelflugt i Norge, hvor man også har fundet en særlig topscorer ved navn 'Ekstra søde honningtomater'.

Hos en norsk variant af Nemlig.com, Oda.com, er 180 gram af tomatvarianten således fundet til 111 norske kroner – eller en kilopris på svimlende 616,67 norske kroner. Det svarer til henholdsvis 72,35 danske kroner og 401,95 danske kroner.

»Det nærmer sig jo næsten trøffelpriser,« som forbrugeren Jan Bøhler siger til mediet.

Af Dagbladets pristjek fremgår det videre, hvordan  andre supermarkeder ligeledes har ret dyre tomatvarianter uden helt at nå op på Oda.coms niveau. Hos Coop er 'Smak Piccolo' fundet til 285,14 og 256,67 norske kroner kiloet i selskabets forskellige kæder.

Hos Rema 1000 koster 'Miss Perfect Cherrytomater' 185,43 norske kroner kiloet.

Derudover fremgår det, at de billigste tomater koster omkring 35-38 norske kroner kiloet, mens de billigste cherrytomater ligger på stabilt på 79,60 norske kroner kiloet over hele linjen.

Her ses udvalget af tomater – og tilhørende priser – hos Oda.com mandag middag.
Her ses udvalget af tomater – og tilhørende priser – hos Oda.com mandag middag. Foto: Screenshot fra Oda.com
Vis mere

Dagbladet har efterfølgende publiceret historien på Facebook, og her er forargelsen over de dyre tomater til at tage og føle på i kommentarfeltet:

  • 'Det er noget forbandet svindel.'
  • 'Så stopper vi med at købe tomater.'
  • 'Helt idiotiske priser.'
  • 'Idioti, galskab og korrupte ejerskaber.'
  • 'Dyrk selv, det er bedst og mest enkelt.'

Hos Oda forklarer den kommercielle direktør den høje pris på 'Ekstra søde honningtomater' således:

»Vores 'Ekstra søde honningtomater' er et premiumprodukt og er en af de sødeste tomater på markedet. Det kommer fra en nicheproducent med en lille produktion sammelignet med andre producenter i Holland, og det gør den dyrere,« siger Anders Hansen:

»Oda tilbyder tomater i alle varianter og prisklasser. Fra billig til premium.«

Dagbladet har foretaget sit pristjek fredag, og da B.T. tjekker Oda.coms hjemmeside mandag middag er prisen på de 'Ekstra søde honningtomater' faldet til 89,90 norske kroner for 180 gram og 499,44 norske kroner kiloet. Det svarer til henholdsvis 58,60 og 325,53 danske kroner.