En Range Rover bakker pludselig ind i porten med stor hastighed, så den bliver ødelagt.

Men hvorfor? Forklaringen kommer kort efter.

Tidligt om morgenen den 18. februar blev adskillige gerningsmænd fanget på videoovervågning under et spektakulært og iskoldt biltyveri. Det skriver The Telegraph.

Et biltyveri i millionklassen, vel at mærke.

Efter at være kommet ind på en Jaguar- og Land Rover-forhandlers aflukkede område, fandt gerningsmændene – som politiet har mistanke om, alle er teenagere – et nøglebundt i lobbyen.

Herefter gik det hurtigt.

Et enkelt tryk på knappen, der låser bildøren op, afslørede hvilken bil hver enkelt nøgle passede til.

En af biltyvene kørte herefter Range Rover'en gennem porten og skabte på den måde en flugtvej for sine medgerningsmænd.

Herefter blev yderligere otte luksus SUV'er til en samlet værdi på over 3,4 millioner kroner kørt gennem den smadrede port. Otte af dem tilhørte bilforhandleren, mens en af bilerne var en kundes.

Biltyveriet fandt sted ved 06-tiden den 18. februar i byen Waukesha vest for Milwaukee i den amerikanske delstat Wisconsin.

Der blev slået alarm, og politiet indledte en jagt på biltyvene. En af dem, en 17-årig dreng, blev anholdt under biljagten. Det skete, efter at han var kørt galt med politiet i hælene.

Men de øvrige otte slap væk. 

Seks af bilerne har politiet imidlertid fundet efterfølgende.

Politiet i Wisconsin er overbevist om, at en organiseret bande står bag det velorkestrerede biltyveri.