Granater, geværer og en masse patroner. Der var lidt af hvert på bordene, da colombiansk politi mandag kunne præsentere en kæmpe fangst.

Våbnene stammer fra systemkritikere, der stadig er aktive efter oprørsgruppen FARC egentlig var opløst. Det skriver Reuters.

Oprørerne har ignoreret den fredsaftale, der blev indgået mellem regeringen og  FARC i 2016, men de er gået med til at lave en våbenhvile.

»De konfiskerede våben er en af de største og vigtigste fangster i de seneste år. Nu har vi sørget for, at en bevæbnet gruppe ikke har den samme styrke,« siger den nationale politidirektør i Colombia. Han hedder Henry Armando Sanabria.

Han fortæller, at våbnene, der er produceret i henholdsvis USA, Israel og Rusland har været i brug, og at man nu arbejder på at finde ud af, om de er stjålet eller købt på det sorte marked.

Det er nu op til regeringen, om fundet skal ses som en overtrædelse af selve våbenhvilen, der er indgået i landet.

Sidste år blev der konfiskeret mere end 15.000 våben i Colombia. Flere af dem stammer, ifølge Reuters, fra mexicanske narkokarteller, der giver oprørerne i Colombia moderne våben mod selv at få stoffer.

Fangsten bestod alt i alt af 33 geværer, en M-60 maskinpistol, flere granater og mere end 30.000 patroner samt nogle uniformer. Alt sammen blev fundet i den syvestlige provins Narino.