En smugler er blevet anholdt for at medbringe næsten en hel dyrepark i sin bagage.

Anholdelsen fandt sted mandag i lufthavnen Suvarnabhumi i Bangkok, hvor tolderne slog til.

Det skriver Bangkok Post.

Blandt dyrene var 29 sortstrubede varaner, 15 fugle og 21 slanger og en sjælden rød panda.

En sjælden rød panda skulle have været smuglet til Indien. 
En sjælden rød panda skulle have været smuglet til Indien.  Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Alle dyrene står på den beskyttede liste i Washingtonkonventionen om international handel med truede dyrearter.

På billeder, som myndighederne har frigivet, kan man blandet andet se en papegøje, der bliver fragtet i en plastikboks, hvori der er boret lufthuller. Man kan også se en panda der kigger ud fra en kurv.

Flere slanger skulle være blevet transporteret i poser med tøj.

Seks personer er nu blevet anholdt i sagen.

Dyrene skulle være smuglet til Mumbai i Indien.

Thailand regnes som værende et vigtigt transitsted for smugling med vilde dyr. De sælges ofte til Kina eller Vietnam, men også transporten til Indien er steget voldsomt i de seneste år.

De seks mistænkte risikerer nu op til ti års fængsel.