Lyt til artiklen

Elon Musks indtog som Twitter-ejer har været alt andet end let.

Annoncørerne er flygtet i stor stil eller har skruet voldsomt ned for deres annoncer på platformen – blandt dem techgiganten Apple.

Men konflikten med Apple stopper ikke her, påstår Elon Musk.

»Apple har truet med et tilbageholde Twitter fra App Store, men de vil ikke fortælle os hvorfor,« har han skrevet i et nyligt tweet.

Han har også en kommentar til, at Apple har skruet ned for deres annoncering på Twitter.

»Hader de ytringsfrihed i Amerika?« spørger han.

I sidste uge fortalte Elon Musk sine følgere, at Apple beskatter alle køb i App Store med 30 procent.

Apple har endnu ikke kommenteret Elon Musks kritik.

Flere store firmaer som General Motors, Mondelez, Volkswagen og Carlsberg er stoppet med at annoncere på Twitter. Dette skete angiveligt på grundlag af vedvarende rygter om, at Elon Musk ville lempe på Twitters restriktioner, som hidtil havde skullet dæmpe for hadefulde ytringer og misinformation.

Og det er da også netop, hvad Elon Musk har gjort, da han for nylig lukkede en masse suspenderede brugere tilbage på platformen.