Nu skal Kevin McCarthy til det igen.
Kæmpe for holde fast i sin post som en af USAs mest fremtrædende og indflydelsesrige politikere.
»Jeg mener, at det nødvendigt at rive plasteret af. Vi skal have en leder, man kan stole på,« som den republikanske partifælle Matt Gaetz tordner ifølge The Washington Post.
Han har samtidig proklameret, at han i løbet af denne uge vil fremsætte et forslag om at afsætte Kevin McCarthy som formand for Repræsentanternes Hus.
Gør han det, skal kongresmedlemmerne inden for 48 timer tage stilling ved at stemme.
Årsagen til utilfredsheden er, at det på Kevin McCarthys foranledning i weekenden lykkedes at skaffe stemmer nok til at undgå en statslig nedlukning ved at vedtage et midlertidig budget.
Det skete dog ved et bredere forlig med også demokratiske stemmer.
Matt Gaetz er en del af højreradikal fløj af republikanske politikere, der har været kompromisløse og afvisende over for en udsættelse.
Og han er derfor rasende over udfaldet.
»Altså, det eneste alle er enige om, er at ingen stoler på Kevin McCarthy,« siger Matt Gaetz, der har været på turne til alle de store tv-stationer:
»Han har løjet for Biden, han har løjet for de republikanske medlemmer. Der er ingen løfter, han ikke har brudt.«
Kevin McCarthy har oplevet vreden før.
Allerede inden han tidligt i 2023 blev valgt som formand for Repræsentanternes Hus, skulle han igennem historisk mange tabte afstemninger, før han til sidst fik sædet.
Dengang var Matt Gaetz var en af de hårdeste kritikere i processen, hvor han igen og igen var med til at blokere for valget.
Og hovedpersonen selv er klar til at kæmpe videre for sin post.
»Jeg vil overleve. Det er personligt for Matt – han vil bare være sikker på at komme på tv,« siger Kevin McCarthy til CBS:
»Hvis han er sur, fordi han ville have en nedlukning, og jeg sørgede for, at der ikke kom en nedlukning, så lad os tage den snak.«
Der er 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus, og det betyder, at der skal 218 stemmer – et flertal – til at afsætte Kevin McCarthy.
Og fordi republikanerne er dybt splittede i spørgsmålet om formandens position, skal der sandsynligvis demokratiske stemmer til for at sikre en afsættelse. Trods republikansk flertal i Repræsentanternes Hus.
Spørgsmålet er, om man kan få det.
Den fremtrædende demokratiske politiker Alexandria Ocasio-Cortez siger til CNN, at hun betragter Kevin McCarthy som en »svag leder«, der har mistet kontrollen over sit parti.
Men derfor vil hun ikke stemmer hverken mod – eller for – ham.
»Det må være op til republikanerne selv at finde deres leder og klare deres egne problemer. Det er ikke op til demokraterne at redde republikanere, især ikke fra dem selv,« som hun udtrykker det.
Kevin McCarthy afløste i januar demokraten Nancy Pelosi som formand for Repræsentanternes Hus.