Efter topmødet mellem Trump og Kim Jong-un har en USB-vifte stjålet billedet.

Viften var i en gavepose sammen med en vandflaske og en guide, som blev udleveret til alle journalister ved det historiske topmøde på Sentosa-øen i Singapore. Når man sætter den i pc'en udsætter man sig potentielt for en risiko, hvilket får flere sikkerhedseksperter til at advare. Tidligere har USB-sticks spredt altødelæggende orme som Stuxnet.

»At få folk til at sætte en USB-stick, som du har leveret, i computeren har gennem mange år været en klassisk måde at omgå sikkerhedsforanstaltningerne for at få programmer ind på computeren,« siger Alan Woodward, sikkerhedsekspert ved Surrey University, til BBC.

Det giver TV 2 Nyhedernes Rasmus Tantholdt ikke meget for.

»Jeg synes, det er fantastisk, at Singapores myndigheder gav os en vifte, der kan give noget luft i 32 graders varme. Det er beklageligt, at eksperter, der kun får løn, hvis de fortæller den slags skræmmehistoirer, får gjort det til et problem,« siger han til B.T.

Også kommunikationsministeriet i Singapore maner til besindelse. Der er slet ingen lagringskapacitet på USB-viften, og den kan derfor ikke give virus. Firmaet Sentosa Development Corporation (SDC) stod bag viften.

»SDC mente, at USB-vifterne var en praktisk og betænksom gave til medierne, som skulle arbejde i Singapores tropiske klima,« siger en talsperson fra ministeriet til den lokale avis The Straits Times.

Foto: KCNA/REUTERS/RITZAU SCANPIX
Vis mere

Rasmus Tantholdt mener, man skal skrue lidt ned for frygten for, at Nordkorea vil hacke journalister.

»Der er så mange, der har fordomme om Nordkorea. Men den vestlige verden og eksperterne må også forstå, at verden ikke er helt så sort/hvid,« siger han, der allerede er rejst videre til VM i Rusland.

»Jeg kan bare sige til russerne, at hvis de også udleverer USB-vifter, så vil jeg bruge dem.«