Et ubehageligt minde fra den 31. oktober 2018 har brændt sig fast på nethinden hos norske Irene.

Hvis datoen ringer en klokke hos dig, er det med god grund. Det er nemlig dagen, Anne-Elisabeth Hagen forsvandt sporløst fra sit hjem i Lørenskog lidt uden for Oslo.

Men det er også dagen, hvor Irene var vidne til en episode, som kan være med til at klarlægge, hvad der er sket den norske milliardærfrue. Det fortæller hun ifølge norsk TV 2 i programmet 'Åsted Norge'.

Klokken var lige akurat blevet 12.30, da Irene på vej til et møde så to biler, der var tæt på at kollidere. Én af bilerne måtte lave en brat opbremsning for at lade den anden bil komme forbi - en opbremsning som betød, at bilen pludselig holdt lige ud for Irene, som gik på fortovet.

Politiet arbejder ud fra den teori, at Tom Hagen har spillet en rolle i sin kones forsvinding og død.
Politiet arbejder ud fra den teori, at Tom Hagen har spillet en rolle i sin kones forsvinding og død. Foto: TERJE PEDERSEN
Vis mere

Og det er her Irene så et syn, hun aldrig kommer til at glemme. Hun stod nemlig angiveligt og stirrede direkte ind i øjnene på en kvinde, som sad på bagsædet af bilen.

»Der sidder en dame, som tager kontakt til mig. Hun stirrer på mig. Jeg ser, hun sidder og trækker i noget. Jeg opfatter det, som om hun ser ned på sine hænder og trækker. Jeg tolker det, som om hun er bundet,« siger hun i tv-programmet.

Ifølge Irene var kvindens hår helt pjusket, og hun så desperat ud.

»Hun bevæger sin mund, som om hun siger: 'hjælp mig', men jeg kunne ikke høre, hvad hun sagde.«

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra parrets fælles hjem på sloraveien 4 i Lørenskog.
Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra parrets fælles hjem på sloraveien 4 i Lørenskog. Foto: TORE MEEK
Vis mere

På et splitsekund var bilen væk igen, men Irene kunne ikke ryste oplevelsen af sig. I dagene der fulgte, holdt hun sig derfor nøje opdateret om potentielle nyheder om kidnapningssager eller lignende i medierne.

Men ingenting var der at se.

Først ti uger senere - den 9. januar - skete der noget, som rev op i mindet fra den dag tilbage i oktober. Politiet gik offentligt ud og fortalte, at milliardærfruen Anne-Elisabeth Hagen var formodet kidnappet.

Da Irene så billedet, som politiet brugte til at efterlyse milliardærfruen, fik hun pludselig fornemmelsen af, at hun havde set kvinden før. Derfor greb hun knoglen, ringede til politiet og fortalte dem, om den episode hun havde været vidne til samme dag, som Anne-Elisabeth Hagen forsvandt.

Et ganske interessant tip

Politiet bekræfter over for norsk TV 2, at de har modtaget tippet.

»Politiet har aldrig betvivlet, at vidnet rent faktisk har gjort den observation, som hun har tippet os om. For politiet var det et ganske interessant tip, som skilte sig ud fra de andre tip, vi har modtaget,« siger Haris Hrenovica, som er anklager ved Øst politidistrikt.

Alligevel førte tippet aldrig til noget.

Det er fortsat et stort mysterie, hvad der skete op til og efter Anne-Elisabeth Hagens forsvinding, og den milliardærfruen er aldrig blevet fundet. Politiet arbejder dog ud fra den teori, at hendes mand - Tom Hagen - har spillet en rolle i hendes forsvinding.