Siden den britiske prinsesse Diana omkom i en bilulykke i Paris, har mange spekuleret på, om tragedien kunne have været undgået. En pensioneret advokat bryder nu 20 års tavshed og siger, at det kunne den.

Den i dag 69-årige Stanlee Culbreath var en af de første, der nåede frem til ulykkesstedet i Paris den 31. august 1997.

Han sad sammen med to venner i en taxa, og vognen skulle til at køre ind i Pont de l’Alma-tunellen i hjertet af byernes by. Klokken var cirka 00.20, og mændene var på vej tilbage til deres hotel.

Inde i tunnellen blev de mødt af synet af en totalsmadret Mercedes. Der steg røg op fra køretøjet, og taxachaufføren stoppede. Stanlee Culbreath kunne se, at forreste passagerdør allerede var åben, fortæller han The Mirror.

På dette tidspunkt anede advokaten ikke, at 36-årige prinsesse Diana og hendes kæreste, den 42-årige millionærsøn Dodi Fayed, sad i bilen sammen med chaufføren Henri Paul og bodyguarden Trevor Rees-Jones.

Med høj fart var vognen kollideret med en betonpille og bagefter med tunnelvæggen, viste det sig senere.

Dodi Fayed var allerede død. Diana sad kritisk såret på bagsædet.

Trevor Rees-Jones ben stak ud af bilen. Han holdt et klæde op til næsen, fordi han blødte kraftigt, husker Stanlee Culbreath.

Midt i kaosset begyndte Stanlee Culbreath at undre sig. For minutterne gik, og der var endnu ikke ankommet redningsfolk til tunnellen. Kun en enkelt betjent var angiveligt stødt til, og han bad advokaten og vennerne om at forlade området.

»For pokker, en junkie på Main Street ville få hurtigere behandling end dette,« sagde Stanlee Culbreath til en af vennerne ifølge The Mirror.

Betjenten virkede handlingslammet, mener advokaten. Selvom Stanlee Culbreath bad vedkommende om at åbne døren til bilens andet bagsæde, gjorde betjenten ifølge vidnet intet.

I den side sad prinsessen.

Selv er advokaten ikke i tvivl om, at døren til Dianas side kunne åbnes, selvom bilen var totalskadet. Dertil var skaderne i den side af bilen ikke omfattende nok, mener Stanlee Culbreath.

Sandheden er ikke fortalt

Når advokaten i dag bliver bedt om at tænke tilbage på minutterne i tunnellen, er han overbevist om, at sandheden om den augustnat ikke er fortalt. Årsagen til, at Stanlee Culbreath først taler 20 år efter er, at han har villet tage hensyn til prinsesse Dianas sønner, William og Harry.

»Jeg har altid synes, at det var mistænkeligt og ment, at andre kræfter spillede en rolle. Men nu, 20 år efter, er jeg mere end nogensinde i tvivl om, hvorvidt det var en ægte ulykke. Det er tvivlsomt,« siger Stanlee Culbreath til The Mirror.

Præcis hvilke 'kræfter', advokaten taler om, uddyber han ikke.

Stanlee Culbreath og hans to venner var ved ulykkesstedet i mindst 15 minutter. I den tid hørte han hverken sirener eller så en ambulance. Han er ikke i tvivl om, at Dianas chancer for at overleve blev mindre for hvert minut, hun sad inde i den forulykkede bil.

Det tog 18 måneder for franske undersøgere at undersøge årsagen til ulykken. Deres konklusion blev, at den omkomne chauffør Henri Paul var skyld i ulykken, fordi han var fuld bag rettet. Samtidig kom det frem, at der gik en time og seks minutter fra prinsesse Diana blev taget ud af den smadrede bil, til hun nåede frem til hospitalet. Her kæmpede læger forgæves for at redde hendes liv.

I rapporten står der også, at prinsessen måske kunne have overlevet, hvis ikke franske redningsfolk havde 'spildt' vigtige minutter på at behandle Diana på ulykkesstedet.

Bodyguarden Trevor Rees-Jones var den eneste af passagerne i bilen, der overlevede ulykken.

Ingen myndigheder har endnu reageret på Stanlee Culbreaths udtalelser.