En stor politiaktion i byen Creggan i det sydligste Nordirland endte mandag voldsomt.

Her kom politistyrker under angreb fra personer, der menes at tilhøre New IRA (den irske republikanske hær, red).

En video viser med al tydelighed, hvordan tre personer med hætter trukket over hovederne kaster brandbomber på politiets køretøjer, hvorefter store flammer omslutter henholdsvis kølerhjelm, forrude og et hjul.

Ifølge The Guardian kom ingen betjente heldigvis noget til. En eller flere unge personer, der menes at have deltaget i ulovlighederne fik dog brandsår i forbindelse med angrebet på politiet.

Angrebet på politiet skete efter, at 80 betjente med hunde ankom til Creggan nær grænsen til Irland.

Her ledte ordensmagten efter eksplosiver. Det skyldtes fundet af en mortér lørdag omkring 24 kilometer fra Creggan i byen Strabane. Det kraftfulde våben pegede i retning af en politistation, skriver The Guardian.

Aktionen i Creggan mandag resulterede da også i et nyt opsigtsvækkende fund. Politiet oplyser i hvert fald, at bombeeksperter desarmerede en eksplosiv anordning fundet i et køretøj.

Da politiet ville bede lokale om at fjerne sig fra området, mens aktionen stod på, fik det 60 til 100 personer til at troppe op foran politiet med voldelige hensigter. Ifølge politiet blev der efterfølgende kastet i alt 40 brandbomber.

Der er selvsagt tilfredshed med, at den eksplosive anordning blev fundet og blev uskadeliggjort.

»Det er vores vurdering, at den New IRA er ansvarlig for denne bombe. Bomben ville have dræbt eller lemlæstet nogen i nærheden, hvis den var detoneret,« hedder det i politiets pressemeddelelse.

Det oplyses videre, at en 33-årig mand, anholdt med en terrorsigtelse i forbindelse med fundene i Strabane, er blevet løsladt.

Politiet forbliver i området omkring Creggan i den nærmeste fremtid for at lave flere razziaer.