Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
En gruppe klimaaktivister malede onsdag byen både rød, blå og grøn, da de kastede maling på det berømte operahus La Scala i Milano onsdag.
Aktionen fandt sted forud for det første koncertarrangement i sæsonen, rapporterer Reuters.
I en meddelelse bekræfter organisationen Ultima Generazione, som betyder 'sidste generation', at man står bag aktionen.
Du kan se video af aktionen – og den efterfølgende anholdelse af aktivisterne - i videoen herover.
»I stedet for at tage de nødvendige foranstaltninger for at sikre Italiens fremtid fra tørke og klimakatastrofer, låser politikerne sig væk for at nyde et show for få mennesker,« lyder det i meddelelsen.
Ultima Generazione har i den seneste måned kastet suppe på et Van Gogh-værk i Rom og hældt en sort væske på et maleri af Gustav Klimt.
Derudover har man i Milano hældt mel på en sportsvogn, som var malet af Andy Warhol.
Politiet meddeler, at man har anholdt fem mennesker efter aktionen.
Operasæsonen på La Scala åbner onsdag den 7. december med en koncert, hvor blandt andet Italiens premierminister Giorgia Meloni og EU-kommissær Ursula von der Leyen vil være til stede.