Den britiske youtuber 20-årige Oliver Potter besluttede sig for at fortælle sin femårige lillebror, at han er homoseksuel, men måske ikke på den måde, som de fleste vælger at springe ud. Han filmede nemlig samtalen med sin lillebror, og hans reaktion går nu verden rundt.

Det var en nervøs Oliver Potter fra Essex i England, der onsdag trykkede 'optag' på sit kamera med sin fem-årige lillebror Alfie ved sin side. Han er youtuber med en profil på Youtube med omkring 7000 faste følgere og en Instagram med over 13.000 følgere. Han havde derfor besluttet sig for at dele en stor ting med sine seere. Han ville fortælle sin bror en stor ting om sig selv; at han er til mænd.

Noget han havde haft en del overvejelser om, inden han tog snakken med ham.

»Alfie har altid været meget moden af sin alder. Han har været omkring voksne og personer meget ældre end ham selv, siden han blev født, så jeg tænkte, at jeg måtte fortælle ham det på en måde, som han kunne forstå. Men han er også meget ligefrem og hviler i sin egen karakter, så hvis jeg ikke havde tænkt, at han ville kunne forstå det, så ville jeg selvfølgelig ikke have fortalt ham det,« forklarer Oliver Potter til BTMX.

Videoen af deres samtale er efterfølgende blevet delt og liket af tusinder verden rundt. Især på grund af lille Alfies meget kærlige reaktion. I filmen ser man Oliver Potter lægge ud med at fortælle sin bror, at de skal tale lidt om kærlighed.

»Hvad tænker du om kærlighed? Tænker du dreng og pige, baby og bryllup, eller hvad tænker du?« spørger Oliver Potter i videoen. Og lille Alfie går hurtigt i gang med at fortælle om steder, hvor drenge og piger kan møde hinanden - i skolen for eksempel - så de kan blive gift.

Men det var jo ikke helt det, som Oliver Potter ville frem til, så han spørger igen.

»Hvad ville du tænke, hvis jeg blev gift med en mand?«.

Og det er Alfies reaktion på dét spørgsmål, som har smeltet så mange hjerter kloden over.

For den lille fem-årige dreng lyser nemlig op i et stort smil, og efter en tænkepause svarer han, at det ville være godt, for han har nemlig en gang set en film, hvor to mænd blev kærester, og det var bare »Cool, cool, cool.« Og derefter nynner han en lille remse med ordene »Kærlighed er bare kærlighed. Der er aldrig plads til had, had, had.«

Oliver Potter fortæller, at de siden videoens offentliggørelse onsdag har modtaget tusindevis af støttende og heppende henvendelser fra deres omgivelser.

»Jeg har v-logget (lavet videooptagelser, red.) ting, der er sket i mit liv i de sidste to år, og det har betydet, at jeg har mødt så mange mennesker, som er interesseret i mit liv. Så selvfølgelig skulle jeg også dele det her. Men havde jeg troet, at videoen ville gå så viralt? Aldrig! Vi er fuldstændigt overvældede af al den kærlighed og positivitet, som Alfie og jeg har modtaget. Det havde vi aldrig forestillet os, og vi er begge evigt taknemmelige,« siger Oliver Potter, der råder andre unge i hans situation til at mærke godt efter i forhold til, hvad de har lyst til at dele om deres seksualitet - og hvordan.

»Alle er forskellige. Nogle familier er meget accepterende. Andre er ikke. Min erfaring er dog, at det er nemmere at springe ud foran sine søskende før sine forældre, for så er presset mindre, når man endelig kommer til at skulle fortælle sine forældre det. Men stol på din intuition, lad vær med at skynde dig, og tænk på det som en positiv ting,« lyder rådet fra den 20-årige youtuber.