En video af en lille dreng, der går rundt og leger alene i en trappeopgang, chokerer.

I den ene hånd holder drengen, som er fire år gammel, nemlig en skarpladt pistol.

Det rapporterer blandt andre CNN og New York Post.

I videoen, som er optaget af et sikkerhedskamera, kan man se, hvordan drengen går rundt og vifter med pistolen i opgangen i et boligbyggeri i Beech Grove i den amerikanske delstat Indiana. Den bliver ikke affyret undervejs.

Episoden blev tilsyneladende vist som en del af et direkte tv-program, 'On Patrol: Live'.

Og politiet blev tilkaldt, da en nabo ringede til alarmcentralen. Selve anholdelsen af drengens far var en del af tv-programmet, beretter CNN.

Faderen Shane Osborne. Foto: Beech Grove politi.
Faderen Shane Osborne. Foto: Beech Grove politi.
Vis mere

Her fortalte faderen angiveligt politiet, at han slet ikke ejer en pistol, men efterfølgende fandt politiet i lejligheden en 9mm pistol med 15 patroner i magasinet – dog ingen i selve kammeret.

»Det er nærmest uforståeligt, hvad man ser,« siger vicepolitichef i Beech Grove Robert Mercuri ifølge New York Post til WTHR.

»Jeg så det næste dag, og selv om jeg vidste, hvordan det sluttede, da jeg så videoen, var jeg stadig bange. Man tager sig selv i at hive efter vejret. Jeg ved ikke, hvordan man kan se den video – forælder eller ej – og ikke være chokeret,« siger Robert Mercuri desuden.

Drengens far kan nu se frem til en sigtelse for forsømmelse af barnet. Og drengen er efterfølgende blevet placeret hos sin mor.