»Jeg vil gerne have, at folk ser det her,« siger den amerikanske læge Keith Mortman.

»Vi bliver nødt til at tage det alvorligt.«

Keith Mortman har som lungeekspert og leder af thoraxkirurgi på George Washington University Hospital i Washington fået taget 3D-billeder af sin første patient med coronavirus.

Det er de billeder, han vil have dig til at se.

Patienten er en 59-årig mand, som lider af forhøjet blodtryk, men derudover er sund og rask, fortæller Keith Mortman til CNN.

Eller rettere. Det var han.

Efter at have fået coronavirus ligger manden nu på intensiv afdeling med alvorlige lungeskader.

Selvom respiratoren kører på den højeste indstilling, er det ikke nok. Der skal også en maskine til at ventilere og tilføre ilt til den 59-åriges blod.

De gule pletter viser inficerede og betændte dele af mandens lunger. En scanning af raske lunger ville ikke vise en eneste gul plet.
De gule pletter viser inficerede og betændte dele af mandens lunger. En scanning af raske lunger ville ikke vise en eneste gul plet. Foto: CNN
Vis mere

»Det er ikke en 70-80-årig diabetiker med svækket immunforsvar. Udover højt blodtryk har han ingen betydelige helbredsproblemer,« siger Keith Mortman til CNN og fortsætter:

»Hvis vi her en uge senere igen lavede de samme 3D-billeder, er der en chance for, at infektionen og hævelsen ville være værre.«

Efter at have fået coronavirus er mandens lunger simpelthen holdt op med at fungere, som de skal.

Du skal bemærke de gule pletter, som kan ses flere steder i begge lunger i videoen herover.

De viser inficerede og betændte dele af den 59-åriges lunger.

Keith Mortman forklarer, at et menneskes lunger automatisk forsøger at bekæmpe en virusinfektion ved at forsegle de dele af organet, som er ramt.

Resultatet bliver lavere lungekapacitet; især når virusangrebet er så aggressivt, som det den 59-årige - og mange andre coronapatienter rundt om i verden - er udsat for netop nu. Netop fordi hans patient hverken er ældre eller var svagelig, før patienten fik virussen, slår Keith Mortman alarm.

En uges tid efter at 3D-billederne blev taget, er den 59-årige mand stadig indlagt på hospitalet i kritisk tilstand.