Det var et mærkeligt, symbolsk sammenfald, at Charlie Watts, Rolling Stones' trommeslager gennem 70 år og en af verdens mest elskede musikere skulle afgå ved døden næsten samtidig med, at de musikhadende Taliban-ekstremister indtog Kabul.

Taliban har allerede forbudt musik i det offentlige rum, og de har tidligere dræbt folk for at udøve kunst.

Charlie Watts var Talibans antitese. En jazzelskende, legendarisk rock and roller, der i årtier holdt sammen på et band, der vel står for næsten alt det, som Taliban afskyer mest.

Charlie Watts' spillestil var en hyldest til alt, der ikke er computergenereret og uniformt, og hans betydning for populærmusikkens udvikling kan næppe overvurderes.

Charlie Watts med Mick Jagger i 2005.
Charlie Watts med Mick Jagger i 2005. Foto: Reuters
Vis mere

Som Stewart Copeland, den legendariske trommeslager fra The Police sagde, da han blev bedt om at forklare, hvorfor Charlie Watts lød så fantastisk, som han gjorde:

»Det var, fordi han med sin stortromme pressede tempoet en lille smule, mens han med lilletrommen måske var lidt doven på beatet.«

Se, det er menneskelig skønhed, og hans fine, bløde trommespil i det skramlede rockorkester, hvis sange har leveret den musikalske baggrund til fester, dates og skilsmisser i mere end 50 år, står i råbende kontrast til brutaliteten, vi nu er vidne til i Kabul.

Der er ikke plads til fest og ballade i Talibans verden.
Der er ikke plads til fest og ballade i Talibans verden. Foto: WAKIL KOHSAR
Vis mere

Der er noget ganske særlig forfærdeligt ved regimer, der hader kunst, og den bedste måde, vi kan vise, hvor stolte vi i Vesten er af vores samfund, er ved at huske og hylde kulturen. For den er det første, der ryger, når det autoritære rykker ind.

For kunst er »farlig«. Den passer ikke ind og udfordrer grænserne. Det er der ikke plads til i et helvede på jorden som Afghanistan under Taliban. Men heller ikke i sin frie form i Kina, eller for den sags skyld i Rusland.

Det skal vi huske at værne om, og det er der mange af os, der ikke er gode nok til. Vi kommer til at tage kunsten for givet, og når man ikke deltager i den, ikke går i teatret, biografen, på udstilling eller til koncert, så fremmedgøres man fra det, der er ilten og glæden i vores liv.

Når vi nu står måbende med tårer i øjenkrogen og er vidner til Talibans hæslighed, så skal vi huske at værne det, vi selv elsker, men alt for ofte ikke bruger.

Rolling Stones fotograferet i 1965. Charlie Watts har præget et halvt århundredes populærkultur.
Rolling Stones fotograferet i 1965. Charlie Watts har præget et halvt århundredes populærkultur. Foto: -
Vis mere

Rolling Stones leverede soundtrackket for mange soldater i Vietnamkrigen og utvivlsomt også i de efterfølgende krige. Måske fordi deres musik både er rebelsk, fængende og inderligt.

Det er et stykke verdenshistorie, der er forsvundet med Charlie Watts, intet mindre. Lyden af hans trommer er også lyden af en epoke, der nu er slut.

Men hvor man kan have sin begrundede tvivl om, hvad der vil ske med alle de berørte i en anden afsluttet epoke – den i Afghanistan, hvor vi lovede de lokale, at vi ville passe på dem, hvis de turde være frie som os, og siden svigtede dem, så kan ingen fjerne den skønhed, Charlie Watts har været med til at skabe.

Så sæt noget gammel Rolling Stones på, lyt lidt mere til trommerne, end du plejer, og prøv at lægge mærke til, om Stewart Copeland ikke har ret. Musik skaber liv og frihed, og kunsten er på sigt ligesom pennen heldigvis stærkere end sværdet.

Taliban har vundet for nu. Men ondskaben vinder ikke i længden. Vi kan medvirke til at bekæmpe kulturløse samfund ved at dyrke kulturen og forsvare den. Det glemmer vi desværre for tit.

Andre læser også