Flere end 400.000 rohingya-muslimer er flygtet fra Myanmar den seneste måned. Vesten kræver handling.

New York. USA beder nu Myanmar om at stoppe deres militære operation i Rahkine-delstaten og sikre, at civile kan rejse retur til deres hjem, siger Nikki Haley, der er USA's FN-ambassadør.

Også den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, er stærkt kritisk over for Myanmar. Han kalder situationen en "plet på landets ry" efter Myanmars overgang til demokrati, skriver nyhedsbureauet AFP.

Flere end 400.000 rohingya-muslimer er flygtet den seneste måned fra Myanmar til nabolandet Bangladesh.

Rohingya-muslimerne er et undertrykt mindretal i det overvejende buddhistiske land.

De betragtes trods flere generationer i Myanmar som illegale indvandrere og har ikke ret til at få statsborgerskab i landet.

- Befolkningen risikerer stadig at blive dræbt, nødhjælpen når ikke de mennesker, der har brug for den, og uskyldige civile flygter stadig over grænsen til Bangladesh, skriver Haley i en udtalelse.

Hun bakkes op af Boris Johnson.

Han forventer, at det internationale samfund vil holde skarpt øje med udviklingen i Myanmar.

- Af disse årsager skal Burma ikke være overrasket over at være under international fordømmelse og på Sikkerhedsrådets dagsorden, siger Johnson.

- Jeg har gentagne gange sagt, at ingen ønsker at se en gentagelse af den militære magt i landet. Det er afgørende, at Aung San Suu Kyi og den civile regering gør det klart, at disse overgreb må stoppe, siger Johnson.

Opfordringen er adresseret direkte til Myanmars leder Aung San Suu Kyi. Hun skal tirsdag tale i forbindelse med FN's Generalforsamling, der finder sted i New York.

Aung San Suu Kyi kommer ikke selv til New York, men ventes at holde en tv-transmitteret tale fra hjemlandet.

/ritzau/