Den store amerikanske skønhedskonkurrence Miss America bliver lavet grundlæggende om og vil fremover fokusere på ambitioner og personlighed frem for udseendet.

Det skriver CNN.

Det er Miss Americas nye forkvinde, Gretchen Carlson, der står bag det nye initiativ. Hun vandt selv konkurrencen i 1989 og var efterfølgende vært på den amerikanske tv-kanal Fox News. Hun kom i den forbindelse i rampelyset i 2016, da hun beskyldte Fox News' ejer, Roger Ailes, for sexchikane.

Hun stoppede på tv-kanalen og blev altså ansat hos Miss America. Tirsdag deltog hun så i tv-programmet 'Good Morning America', hvor hun fortalte om skønhedskonkurrencens fremtid:

»Vi vil ikke længere dømme vores deltagere på deres udseende. Det er stort,« udtalte Gretchen Carlson ifølge CNN i tv-programmet.

I en pressemeddelelse på Miss Americas hjemmeside bekræfter skønhedskonkurrencen, at der kommer store ændringer med showet i 2019:

'Ændringerne i formatet er hermed også et tegn på enden for bikinikonkurrencen i showet. I stedet for bikinikonkurrencen skal hver deltager ind til en livesession med dommerne, hvor hun skal fremhæve hendes præstationer og mål i livet, og hvordan hun vil bruge sit talent, passion og ambition til at være Miss America,' fremgår det i pressemeddelelsen.

Miss America-organisationen har på deres Twitter-profil også lagt en video ud med en bikini med teksten 'Miss America 2.0' og '#byebyebikini', hvor de altså annoncerer de nye ændringer. De nye ændringer bliver dog ikke modtaget med lige stor begejstring over hele linien. Det viser kommentarsporet:

'5. juni 2018... dagen, hvor #MissAmerica døde. Heldigvis har vi stadig MissUSA... eller har vi?!,' skriver Twitter-brugeren, That Bazinga Girl.

Også brugeren 'John Jones' er uforstående over for de nye tiltag:

'Farvel til seertallene. Dummeste idé nogensinde.'