En af verdens mest feterede livsstilsguruer Anthony Robbins har igennem en menneskealder tjent millioner på at vise både kendisser, magteliten og helt almindelige mennesker vej til 'det gode liv'.

Men på det seneste har han været inde i en sand shitstorm på grund af nogle kontroversielle udtalelser i en video, som gik viralt. Nu har Anthony Robbins undskyldt, men det har ikke lukket munden på alle kritikerne.

'Kvindehader' og 'intimiderende', bliver han blandt andet kaldt.

Anthony Robbins er blevet svinet til på de sociale medier, efter at han under et af sine events anklagede kvinderne, der er en del af #MeToo-bevægelsen, for blot at være det for at virke betydningsfulde.

'Hvis du benytter #MeToo-bevægelsen til at forsøge at virke vigtig og betydningsfuld ved at angribe og ødelægge andre, bruger du i virkeligheden et rusmiddel kaldet betydningsfuld i forsøget på at få det godt med dig selv,« sagde Anthony Robbins i videoen, der blev optaget under eventet 'Unleash the power within' (dansk: 'slip din indre styrke løs') i den amerikanske by San José.

Nu kryber coaching-guruen til korset og undskylder udtalelsen.

'Jeg undskylder for at antyde noget som helst andet end min dybfølte beundring for #MeToo-bevægelsen,' skriver Anthony Robbins blandt andet i en længere udtalelse på Twitter og fortsætter:

'Nogen gange bliver læreren nødt til at blive eleven, og det er tydeligt, at jeg stadig har meget at lære.'

'Jeg forpligter mig til at hjælpe med at undervise andre, så vi kan alle sammen kan leve op til #MeToo-bevægelsens idealer. Jeg vil aldrig holde op med at analysere mine egne ord og handlinger for at være sikker på, at jeg altid forbliver tro overfor disse idealer,' lyder det videre fra livsstilsguruen.

Men det er ikke nok til at stille alle kritikerne tilfredse. Slet ikke.

For mange savner, at Anthony Robbins kommer med en uforbeholden undskyldning overfor en ung kvinde, han anklages for at have overfuset og været intimiderende overfor. Under det famøse event sagde en af deltagerne, Nanine McCool - som selv har været udsat for overgreb som barn, at han havde misforstået #MeToo-bevægelsen. Det fik ham til at afbryde hendes talestrøm og gå frem mod hende med strakt arm og knyttet næve, hvilket fik Nanine McCool til at bakke tilbage.

'Jeg håber, du også undskylder overfor den kvinde, som du fik til at gå baglæns på grund af din fysiske overlegenhed. Intimidering når det er værst,' skriver en bruger på Twitter.

Anthony Robbins skulle være god for over tre milliarder kroner efter i mere end 30 år at have tjent styrtende på blandt andet sine store coachingevents, som folk betaler over ti tusind kroner for at deltage i.

Du kan læse hele Anthony Robbins' undskyldning til #MeToo-bevægelsen herunder.