Heller ikke i år vil det være forsvarligt at lade folk sidde tæt i ølteltene i München, siger Bayerns leder.

Den traditionsrige Oktoberfest i München i Tyskland finder ikke sted i år.

Det bekræfter Münchens overborgmester, Dieter Reiter, og delstaten Bayerns ministerpræsident, Markus Söder, mandag.

- I de klassiske øltelte ved de store festivaler er det i praksis umuligt at opretholde afstand, bruge mundbind og andre tiltag, siger Söder.

Myndighederne holdt mandag møde for at drøfte situationen. Ifølge Söder lyder anbefalingen entydigt fra eksperterne, at man ikke bør lade den store ølfest finde sted i år.

Det er andet år i træk, at den store tyske ølfest bliver aflyst på grund af coronapandemien.

Normalt sidder gæsterne ved langborde for at drikke fadøl, spise pølser og feste sammen.

Men myndighederne har vurderet, at der vil være for stor risiko for smitte i de tætpakkede øltelte - også selv om de fleste mennesker vil være vaccineret til den tid.

På nuværende tidspunkt har Tyskland vaccineret over 28 procent af sin befolkning.

I takt med, at flere bliver vaccineret, og smittetallet falder, håber tyskerne på snart at kunne lempe på de restriktioner, der blev indført i november sidste år og skærpet så sent som i sidste uge.

Oktoberfest skulle i år have været holdt fra 18. september til 3. oktober.

Normalt tiltrækker begivenheden omkring seks millioner besøgende fra både Tyskland og en lang række andre lande.

Aflysning af Oktoberfest rammer ikke kun de barer, stadeholdere og orkestre, der er en vigtig del af festen. Også hoteller, restauranter og hoteller i München vil gå glip af vigtige turistindtægter.

I 2019, da Oktoberfest sidst fandt sted, havde byens erhvervsliv en samlet indtægt svarende til omkring otte milliarder kroner.

/ritzau/dpa