Hvad der på sigt skal være verdens største lufthavn er nu officielt åbnet.

Lufthavnen ligger i Istanbul i Tyrkiet, og man regner med, at den står helt færdig i 2021.

Der skal den kunne håndtere 90 millioner passagerer om året, og de forventer, at den vil ende på en kapacitet på 200 millioner, skriver BBC.

Det er næsten det dobbelte af kapaciteten i Atlanta, som sidste år var verdens travleste lufthavn.

Men den nyåbnede lufthavn er ikke blevet til uden ofre.

Adskillige medier skriver, at flere af konstruktionsarbejderne er døde under opførelsen.

BBC skriver, at 30 er døde, mens Independent mener, at 37 mennesker har mistet livet.

De skriver også, at man formoder, tallet er højere: op imod 100 dødsfald. Det er dog ikke endeligt bekræftet.

Beskæftigelsesministeriet i Tyrkiet har afvist mediernes påstand om dødsfaldene.

De forklarer, at det drejer sig om 27 dødsfald, og at årsagen har været helbredsproblemer og trafikulykker.

Lufthavnen blev mandag åbnet af præsident Recep Tayyip Erdogan. Det var dog mest af alt en symbolsk handling.

Den første uge vil der kun afgå få fly fra lufthavnen.