Verdens hidtil eneste isbjørn, der er blevet født i troperne, er død. Inuka, en 27-årig isbjørn der levede i Singapore Zoo, var simpelthen blevet for gammel.

Han var blevet mere end et årti ældre en de vilde isbjørne, der lever i polarområderne. Det skriver bbc.com.

»Vi var nødt til at tage den svære, men nødvendige beslutning, ikke at vække Inuka fra bedøvelsen af humane grunde,« siger Singapore Zoo i en udtalelse,

De fysiske undersøgelser Inuka netop har været igennem, afslørede at han led af gigt, tandproblemer og øreinfektioner.

Han var mægtigt populær i den zoologiske have i Singapore, men han har skabt debat blandt dyreværnsfolk.

Siden den nationale zoologiske have introducerede isbjørne til publikum for første gang i 1978, har der været en kampagne igang mod dem.

I 2006, efter en stadig heftigere debat, besluttede zoo'en at den ikke ville have flere isbjørne efter Inuka.

Inuka blev født i haven den 26. december 1990 og den var den fjerde isbjørn i havens historie.

Singapore ligger kun en enkelt grad nord for ækvator, og dagtemperaturen er sjældent under 25 grader celsius. Det gør det til et mærkeligt sted at have isbjørne.

»Lige så meget som vi ville have Inuka hos os så længe som muligt, så er vores ultimative ansvar hans helbred,« siger Cheng Wen-haur, fra Singapores zoologiske have.