113-årige Masazo Nonaka, der af Guinness Rekordbog sidste år blev bekræftet som værende verdens ældste mand, er søndag død i Japan.

Det oplyser hans familie ifølge det japanske nyhedsbureau Kyodo News.

Masazo Nonaka blev født i byen Ashoro på den nordlige japanske ø Hokkaido den 25. juli i 1905. Det var blandt andet også året, hvor fysikeren Albert Einstein fremlagde sin banebrydende relativitetsteori.

- Vi er chokerede over tabet af denne store person. Han var helt som sædvanligt i går, og han døde helt uden at gøre et stort nummer ud af det, siger hans barnebarn Yuko ifølge Kyodo News.

Den britiske organisation Guinness Rekordborg bekræftede 10. april sidste år, at Masazo Nonaka var den ældste nulevende mand.

Der har tidligere været mænd, der har levet længere end ham.

Der findes også nulevende kvinder, som er ældre end Masazo Nonaka.

/ritzau/