Fredag mødes præsidenterne i Rusland og Tyrkiet, Vladimir Putin og Recep Tayyip Erdogan. Og det er et møde, der bliver overvåget nøje fra flere kanter.

Det mener Jakob Illeborg, B.T.s internationale korrespondent, forud for mødet i den russiske by Sochi.

»Der er mange agendaer oppe at vende, og der er rigtig meget på spil.«

»Vi står i en situation, hvor der er krig mellem Rusland og Ukraine. Her står Tyrkiet pludselig som en afgørende mægler, og den rolle vil de bruge på at opnå noget.«

Erdogan og Putin.
Erdogan og Putin. Foto: MUSTAFA KAMACI
Vis mere

Tyrkiet er blandt andet med i den omtalte kornaftale, hvor Rusland har accepteret korneksport fra Ukraine. Skibene, der fragter kornet, skal igennem tjek i den tyrkiske storby Istanbul.

Omvendt påpeger Illeborg, at Erdogan står skidt i det politiske billede i Tyrkiet – her knap et år før præsidentvalget. Og derfor ved han godt, at der skal ske noget nu, hvilket han vil opnå med dagens møde.

»Erdogan vil helt sikkert spørge om en russisk accept – eller en stille velsignelse – af en ny militærkampagne mod de kurdiske områder i Syrien. Tyrkiet anser den kurdiske frihedsbevægelse PKK for at være en terrororganisation, og i tyrkiske øjne muliggør deres tilstedeværelse i Syrien sandsynligheden for terror.«

»Men Erdogan er hårdt presset hjemme i Tyrkiet. Inflationen er på 80 procent, og det rammer de fattige og middelklassen. Hans popularitet er truet, og han har brug for en sejr. Dén går han efter på den militære bane; et gammelt politisk trick,« vurderer Jakob Illeborg.

Den russiske tilladelse, eller stille accept, som Illeborg kalder det, skal komme, fordi Rusland kontrollerer flere områder i Syrien. En eventuel tyrkisk militæraktion vil derfor sandsynligvis finde sted i områder af Syrien, hvor russerne er – eller har været.

Men Rusland vil ikke blot sidde og nikke.

»Putin har brug for mange ting, ikke mindst teknologi og droner. Ukraine har fået meget teknologisk udstyr fra Vesten – blandt andet tyrkiske droner – og det har de haft succes med, så Putin ved godt, han skal gøre noget.«

»Så det handler i høj grad om det sikkerhedspolitiske. Der har også været snak om en tyrkisk fabrik i Rusland, som skal producere droner. Nærmer det sig i dag?«

Erdogan og Putin under et møde i juli 2022.
Erdogan og Putin under et møde i juli 2022. Foto: MUSTAFA KAMACI
Vis mere

Ifølge Jakob Illeborg spreder det dog endnu en ring i vandet.

»Det giver et muligt problem. Tyrkiet er medlem af NATO, og hvis Tyrkiet støtter Rusland … Ja, så har vi et nyt problem. Vi sagtens ende i situationer, hvor begge parter kigger væk og indgår studehandler,« spår Illeborg.

Samtidig spiller Iran også en rolle ved dagens møde.

Iran, Tyrkiet og Rusland har også holdt møder indbyrdes, da de blandt andet også producerer droner.

»Så det er hårfin line, Erdogan skal balancere på. Der er mange bolde i luften.«

Og disse faktorer gør tilsammen, at flere øjne i løbet af fredagen vil være rettet mod Sochi.

»Der er forholdet til Iran, krigen i Ukraine og en ny, mulig krig, der vil give endnu mere ustabilitet i verden. Du kan tro, verden følger med,« slutter Jakob Illeborg.