For anden gang på en måned er Venezuela ramt af et omfattende strømnedbrud, som regeringen kalder "et angreb".

Venezuela er mandag blevet ramt af det andet strømnedbrud i landet inden for en måned. Ifølge landets regering er der tale om "et angreb".

Næsten hele Venezuelas hovedstad, Caracas, har mandag i timevis været uden strøm. Derudover er omkring ti af de nærliggende stater blevet ramt af nedbruddet.

Butikker er lukket ned, landets største lufthavn er henlagt i mørke, og pendlere er strandet i Caracas, skriver Reuters.

I flere områder er strømmen vendt tilbage natten til tirsdag dansk tid. Det oplyser landets informationsminister, Jorge Rodriguez, til en lokal tv-kanal.

Samtidig erklærer han, at strømafbrydelsen er det andet angreb på kort tid mod landets elnet.

- Vi har været ramt af et nyt angreb mod vores elnet i dag, siger Rodriguez.

Han siger, at nedbruddet har haft flere "lignende karaktertræk" med nedbruddet 7. marts, som henlagde store dele af landet i mørke i seks dage.

Landets præsident, Nicolás Maduro, beskyldte dengang USA for at have foretaget "elektromagnetiske" angreb mod det kraftværk, der forsyner Venezuela med 80 procent af den strøm, landet bruger.

Informationsministeren retter natten til tirsdag ikke skylden strømnedbruddet mod nogen specifik gruppe eller noget specifikt land.

Men han siger, at "intentionen for Venezuelas yderste højrefløj er at skabe frygt og pinsler for at overtage magten og stjæle landets ressourcer".

Strømnedbruddene har ramt landet midt i en dyb politisk krise.

I januar udråbte oppositionsleder Juan Guaidó sig selv som midlertidig præsident i landet.

Han anklager ligesom store dele af Vesten Venezuelas socialistiske præsident, Maduro, for at have vundet præsident valget i maj sidste år på udemokratisk vis.

Guaidó er blevet anerkendt som fungerende præsident af blandt andet USA og flere EU-lande. Det gælder også Danmark.

Kina og Rusland er derimod blandt de lande, der støtter den siddende præsident Maduro.

/ritzau/Reuters