Antallet af pladser i Nationalforsamlingen bliver udvidet med 100, når der bliver afholdt valg i december.

Venezuela afholder valg i december for at forny Nationalforsamlingen, hvor oppositionen har magten.

Det melder den venezuelanske valgkommission tirsdag.

Kandidaterne skal kæmpe om et udvidet antal pladser fra 167 til 267, melder Indira Alfonzo, der er leder af det nationale valgråd.

Oppositionen er ledet af Juan Guaidó, der er anerkendt som midlertidig præsident af cirka 60 lande.

Guaidó har beskyldt regeringen og præsident Nicolas Maduro for at ville afholde valg uden at "opfylde minimumsbetingelserne for gennemsigtighed".

Maduro genvandt ved det seneste præsidentvalg i maj 2018 magten. Valget blev af mange lande opfattet som udemokratisk.

I januar 2019 trådte Guaidó frem og udråbte sig selv til landets midlertidige præsident.

Det skete, efter at Nationalforsamlingen havde stemplet Maduro som en "tronraner" - en betegnelse for en person, der ulovligt tilegner sig magt - efter hans kontroversielle genvalg i 2018.

Juan Guaidó anerkendes som landets retmæssige præsident af lande som USA, Storbritannien, Danmark og flere af Venezuelas nabolande.

Kina og Rusland står omvendt på Maduros side.

Nationalforsamlingen er den eneste institution i Venezuela, der ikke er under Maduros og Socialistpartiets kontrol.

Oppositionen vandt magten i Nationalforsamlingen i december 2015.

I januar erklærede Luis Parra sig selv for præsident for Nationalforsamlingen, mens Maduros sikkerhedsstyrker forhindrede Guaidó i at gå ind i den bygning, hvor afstemningen om posten fandt sted.

Det var ventet, at Guaidó ville vinde afstemningen.

Luis Parra og Juan Guaidó var tidligere allierede, men de to blev uvenner, efter at Parra blev knyttet til en korruptionsskandale i forbindelse med et maddistributionsprogram styret af Maduros regering.

/ritzau/AFP