Den ekstremt kontroversielle engelske aktivist Tommy Robinson bliver angiveligt løsladt i weekenden fra det berygtede Belmarsh-fængsel i London.

Det siger hans næsten lige så kontroversielle ven Katie Hopkins i hvert fald på Twitter i en video optaget foran fængslet, der regnes for at høre til Englands mest sikre.

»Han bliver løsladt i weekenden,« siger Katie Hopkins i videoen, der er lagt på det sociale medie onsdag eftermiddag.

Oplysningen er indtil videre ikke bekræftet officielt.

Tommy Robinson ankommer her til retten, hvor han senere får den dom, han lige nu afsoner.
Tommy Robinson ankommer her til retten, hvor han senere får den dom, han lige nu afsoner. Foto: FACUNDO ARRIZABALAGA
Vis mere

Hvis hun har ret, vil en af Englands mest kendte islamkritikere således igen være på fri fod.

Tommy Robinson har i årevis været kendt i offentligheden, hvilket ikke mindst skyldes hans afsæt i English Defence League – en særdeles islamkritisk og stærkt højreorienteret organisation – som Robinson regnes som stifter af.

Han omtales ofte som højrefløjens 'martyr', hvilket hænger sammen med, at Tommy Robinson ynder at se sig selv som journalist, der dokumenterer islams og indvandreres påvirkning af England.

Det var da også det, der førte til den aktuelle fængsling.

Tommy Robinsons har støtter over hele England. Her ses en protest imod hans fængsling.
Tommy Robinsons har støtter over hele England. Her ses en protest imod hans fængsling. Foto: PETER NICHOLLS
Vis mere

I juli blev Tommy Robinson idømt ni måneders fængsel for foragt for retten. Det skyldtes, at han foran en retsbygning i Leeds fortalte om, hvad der var foregået inde i retsbygningen i en sag, hvor udlændinge havde misbrugt piger ned til 12 år. Det gjorde han, selvom der var forbud mod at dele oplysninger om sagen, der stadig var verserende, og som omfattede 29 personer i alt.

Den nuværende leder af Brexitpartiet, Nigel Farage, tog i december sidste år afstand fra Tommy Robinson, da han i avisen The Telegraph begrundede sit exit fra Ukip (UK Independence Party, som Farage selv var med til at stifte, red.) med, at hans vælgere sværmede for meget for Tommy Robinson og hans ligemænd.

'En af grundene til Ukips succes har været, at det ekskluderede ekstremister og fokuserede på at organisere og føre valgkamp. Jeg advarede om, at enhver forandring i denne linje ville gøre ubodelig skade på partiet.'

'Da jeg gik tilbage til min plads, blev jeg mødt af flere vrede unge mænd – røde i hovedet og lettere aggressive – der alle virkede besatte af islam og Tommy Robinson,' skrev Nigel Farage.

Katie Hopkins ses her deltage i et UKIP-møde. Arkivfoto
Katie Hopkins ses her deltage i et UKIP-møde. Arkivfoto Foto: OLI SCARFF
Vis mere

Tommy Robinson, hvis rigtige navn er Stephen Yaxley-Lennon, kommer blot til at afsone ni uger ud af de ni måneder, hvis altså meldingen fra Katie Hopkins holder stik.

Hun er i øvrigt selv en skikkelse, som briterne kender ganske godt. Hun har én million følgere på Twitter og fik oprindeligt sin berømmelse som reality-deltager i den britiske udgave af 'The Apprentice'.

Siden har hun jævnligt være årsag til kontroverser. I september sidste år optrådte hun ifølge The Guardian eksempelvis sammen med en Holocaust-fornægter ved et arrangement 'For Storbritannien'.

Avisen Daily Mirror har kontaktet det britiske justitsministerium for at få oplysningen om Tommy Robinsons angivelige forestående løsladelse bekræftet. Men ministeriet vil ikke kommentere den enkelte sag.