Theodore McCarrick mister sit præsteembede, oplyser Vatikanet. Sidste år mistede han sin kardinaltitel.

Den tidligere amerikanske kardinal Theodore McCarrick har fået frataget sit præsteskab som følge af anklager mod ham.

Det oplyser Vatikanet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Sidste år mistede McCarrick sin kardinaltitel i kølvandet på beskyldninger imod ham om blandt andet seksuelt misbrug af mindreårige.

Anklagen mod McCarrick dukkede op i juni sidste år. Det var repræsentanter for den katolske kirke, der fastslog, at der var dukket troværdige oplysninger op om amerikanerens misbrug af en 16-årig dreng.

Det skal være sket for 50 år siden.

I ugerne efter meldte også en anden mand sig og fortalte, at han blev misbrugt seksuelt af McCarrick som 11-årig.

/ritzau/