Et kæmpe udsalg skal redde den amerikanske varehuskæde Sears fra konkurs.

Det håber Eddie Lampert, der er både topchef og formand for Sears, skriver Financial Times.

Ud over udsalget håber ejeren, at kreditorerne vil være med til at erstatte gælden med egenkapital eller at acceptere et tab på tilgodehavende.

Det skulle kunne få den massive gæld i varehuskæden skåret ned med 78 pct.

Gælden er på hele 3,25 mia. dollar, hvilket svarer til omkring 20,6 mia. danske kroner.

Eddie Lampert vil dog mindske gælden og derved undgå konkurs ved blandt andet at sælge ejendomme og aktier.

Ligesom de fleste i Norden kender Ikea, vil de fleste på det nordamerikanske kontinent være bekendt med Sears, der har synliggjort sig selv med gigantiske varehuse på helt op mod 75.000 kvadrameter.

I oktober 2017 lukkede Sears samtlige af sine 166 varehuse i Canada. Godt 12.000 ansatte mistede deres arbejde som følge af lukningen.

Sears' mange butikker i Canada tabte dagligt fem millioner kroner.

Butiksgiganten var engang en af verdens største, men har i et stykke tid været på randen af konkurs.