Man skal passe meget på, hvis man ønsker at gå lægerne i bedene. En kinesisk kvinde var så forhippet på at blive sund, at hun sprøjtede juice direkte ind sin krop - juice fra over 20 forskellige typer frugt.

Hun var tæt på at betale for det med livet, skriver lokale medier.

Den 51-årige fru Zeng kommer fra Hunan-provinsen og havde fået interesse for nogle ukonventionelle metoder til at blive sund på.

Den 22. februar lavede fru Zeng en juice af over 20 forskellige frugter, som hun satte til at dryppe ind i sin krop med et intravenøst drop.

Det viste sig dog at være en dårlig ide. Hun fik høj feber, og det begyndte at klø, skriver South China Morning Post.

Da manden i løbet af natten opdagede, at hun havde  sprøjtet juice ind i sin egen krop, blev hun kørt på hospitalet. Der røg hun straks på intensivafdelingen.

Lægen, doktor Liu Jianxiu, observerede, at hun havde en alvorlig infektion, hvor blandt andet hendes lever var skadet

Det samme gjaldt nyren og hjertet, og hun var i det hele taget i fare for at miste flere organer. Kort sagt var den 51-årige kvinde i yderste livsfare. Hospitalet gik straks i gang med at rense hendes blod via dialyse og gav hende antibiotika.

Efter fem dage var fru Zeng kommet sig så meget, at hun kunne flyttes til en anden afdeling.

»Jeg havde ingen ide om, at det ville blive så alvorligt,« siger fru Zeng.