Når verdensledere er på besøg hos hinanden – officielt eller uofficielt – så sker der ofte udveksling af gaver. Symboler på venskab to nationer imellem.

Men under præsident Donald Trump var netop gaver mellem USA og andre lande et stort rod. Og præsidenten selv og hans nærmeste var lige i midten af det hele.

Det kan man læse i New York Times.

Donald Trumps første besøg i udlandet som præsident faldt noget overraskende ikke på nære allierede som Storbritannien, Canada eller Frankrig, som det ofte har været tilfældet.

I stedet faldt valget på Saudi-Arabien med den kontroversielle kong Salman og den mindst lige så kontroversielle kronprins Mohammed bin Salman.

Det kvitterede saudiaraberne for ved at overdynge den amerikanske præsident og hans følge med fine gaver. Hele 82 af slagsen.

Blandt dem var tre kapper lavet af pels fra hvide tigre og geparder samt en dolk med et skæfte i elfenben.

I USA har man historisk en enorm streng praksis, når det kommer til håndtering af gaver fra udlandet til topembedsmænd, præsidenter og ministre.

Donald Trump (tv) med Saudi-Arabiens konge Salman under et officielt besøg i 2017.
Donald Trump (tv) med Saudi-Arabiens konge Salman under et officielt besøg i 2017. Foto: BANDAR AL-JALOUD
Vis mere

Reglerne for udenlandske gaver stammer helt tilbage fra landets grundlæggelse, da George Washington og resten af nationens grundlæggere frygtede, at europæiske magter kunne købe sig til indflydelse eller information, der kunne skade USA.

Derfor blev det allerede dengang besluttet – og skrevet ind i den amerikanske grundlov – at amerikanske embedsmænd og folkevalgte ikke måtte tage imod gaver af nærmest hvilken-som-helst værdi fra udlændinge.

De regler er siden blevet præciseret, således at gaver af en værdi på 415 dollar – svarende til lidt over 2600 kroner – var maksimumsbeløbet.

Gaver over den størrelsesorden skulle afleveres til den rette styrelse eller myndighed i USA.

Og det skulle også have været tilfældet med de formodentligt kostbare pelse fra Saudi-Arabien. Men efter de var kommet retur fra den arabiske oliestat, så forsvandt de ud i glemslen.

Lige som det har været tilfældet med en række andre gaver, som eksempelvis Trumps udenrigsminister Mike Pompeo eller Trumps svigersøn Jared Kushner skal have modtaget.

For Pompeos vedkommende var det en japansk whisky til den nette sum af 37.000 kroner, mens Kushner modtog to sværd og en dolk til en pris i omegnen af 300.000 kroner.

Først da Donald Trump forlod Det Hvide Hus, dukkede de tre pelse op og blev afleveret til myndighederne.

Her blev det så fastslået, at saudiaraberne enten har forsøgt at snyde præsident Trump eller begået en pinlig brøler.

De tre pelse viste sig nemlig at være falske. Farvet for at efterligne tiger- og gepardmønstre.

Nu sidder du nok og tænker, hvad der skete med Mike Pompeos dyre whisky. Den er endnu ikke blevet fundet. Og Pompeo bedyrer, at han ikke anede, han havde modtaget den.