Myndighederne mistede natten til torsdag dansk tid kontakten til et vandbombefly, et C-130 Herculesfly, mens det var i færd med at bekæmpe naturbrande i delstaten New South Wales.

Nu er deres frygt blevet bekræftet. Flyet er styrtet ned, og alle tre om bord er omkommet. Der er tale om amerikanere.

»Det er tragisk, at der ikke ser ud til at være nogen overlevende efter styrtet i Snowy Monaro-området,« siger brandkommissær Shane Fitzsimmons på et pressemøde tidligt torsdag morgen dansk tid.

»De foreløbige meldinger går på, at der skete en stor eksplosion, idet det ramte jorden,« fortsætter hun.

»Vores tanker og bønner og hjertefølte kondolencer går til de dræbtes familier,« siger premierministeren for delstaten New South Wales, Gladys Berejiklian, efter dødsulykken ifølge News.com.au.

»Den bekræfter, hvor farligt et arbejde der bliver udført i øjeblikket, og det understreger også de forhold, som vores brandfolk må arbejde under,« fortsætter hun.

Gladys Berejiklian fortæller, at naturbrande stadig raserer i området, hvor flyet styrtede ned. Derfor tog det et stykke tid at lokalisere vraget.

Flyet forsvandt i området Snowy Monaro fem timer fra storbyen Sydney, hvor en stor brand er ude af kontrol.

Det styrtede fly er fra firmaet Coulson Aviation, som i fire-fem år har leveret vandbombefly til New South Wales.

Endnu vides det ikke, hvorfor flyet styrtede ned.

Coulson Aviation har for en sikkerheds skyld besluttet, at alle dets vandbombefly skal blive på jorden og tjekkes efter for eventuelle mekaniske fejl, før de igen kan bistå arbejdet med at bekæmpe naturbrandene.

Branden har allerede fortæret knap 940 kvadratkilometer natur i området, skriver nyhedsbureauet AFP.

Torsdag har høje temperaturer og stærk vind igen forværret situationen i New South Wales, der ligesom flere andre australske delstater har været hårdt plaget af voldsomme naturbrande de seneste måneder.

Flere steder er der målt temperaturer over 40 grader.

Vejrforholdene har skabt flere nye brande i løbet af torsdagen.

Øst for Australiens hovedstad, Canberra, er en 'ekstremt farlig og potentielt dødelig' brand brudt ud.

Her har myndighederne opfordret lokalbefolkningen til at søge i dækning, da det er for sent at lade sig evakuere fra området, skriver nyhedsbureauet Reuters.

»Branden kan udgøre en trussel for alle, der krydser dens vej. Folk i disse forstæder er i fare og skal øjeblikkeligt søge i dækning,« lyder det fra katastrofeberedskabet i hovedstaden.

Lufthavnen i Canberra har torsdag lukket for al flytrafik som følge af forholdene.

Siden september er 32 personer blevet dræbt i de australske bushbrande, og millioner af dyr er omkommet i flammerne.