Den britiske regerings forslag om en hjælpepakke, der ikke var fuldstændig finansieret, har fået pundet til at falde i værdi og renterne på britiske statsobligationer til at stige voldsomt.

Men hvad kan en sådan valutakrise betyde for andre lande?

Først og fremmest vil den finansielle uro medføre, at både varer, tjenester og aktiver vil blive billigere i Storbritannien, skriver The Guardian.

Derfor kan udenlandske investorer drage stor fordel ved at gå på jagt efter at opkøbe aktiver til en noget mere fordelagtig pris end vanligt. Også turister, der besøger landet, vil altså kunne spare en masse penge qua valutakursen.

Når det kommer til investorer, der tidligere har erhvervet sig britiske aktiver, vil de som bekendt opleve, at værdien falder. Derfor kan nogle i stedet insistere på, at deres investeringsafkast skal betales i dollar for at opnå størst mulig fortjeneste.

Andre vil måske endda sælge aktivet, hvis de mener, at valutaen med stor sandsynlighed vil falde yderligere.

Pundets fald fik onsdag Bank of England til at hæve renten og sælge nogle af sine opkøbte statsobligationer.

Det gør banken for at trække pund ud af samfundsøkonomien, og dermed nedbringe efterspørgslen, for at få priserne til at falde til ro.