25 dage.

Så længe har 53-årige Lars Andersen været indlagt på et hospital i byen Mombasa i Kenya, efter der gik hul på hans tolvfingertarm. Hospitalsregningen har allerede vokset sig større, end han og familien kan betale, og der er behov for endnu flere penge. Mange flere. Men da Lars Andersen ingen forsikring havde, kan hans to sønner og resten af familien nu kun se hjælpeløst til fra sidelinjen og håbe på et mirakel, der kan få ham om bord på et ambulancefly på vej mod Danmark, så han kan blive rask.

Det fortæller Lars Andersens 28-årige nevø, Anders Loof, til bt.dk.

-  Lars havde ikke så mange penge. Og når han havde lidt, ville han hellere bruge pengene på sine sønner end på forsikringer til sig selv. Det er måske lidt naivt, når man tænker tilbage nu, men Lars har altid forsøgt at gøre det bedste for sine sønner ud fra den situation og de vilkår, han har haft, siger Anders Loof, der til daglig arbejder hos Falck.

Lars Andersen valgte i 2008 at sige farvel til hverdagen i Danmark for at flytte ned til Kenya med sine to sønner, Henrik og Morten, der i dag er 28 og 24 år. Tiden i Danmark havde ikke været nem for dem.

Mistede sin kone for 14 år siden

For 14 år siden mistede Lars Andersen sin kone, Tina, på grund af en fejlmedicinering, der forkalkede flere af hendes organer - blandt andet hendes hjerte - og krævede hendes liv. Siden var livet ikke det samme for hverken Lars eller for de to sønner, der på det tidspunkt var henholdsvis 14 og 10 år.

Til sidst besluttede Lars Andersen, at en ny begyndelse et nyt sted var det, der kunne føre familien tilbage på rette spor igen. Den begyndelse skulle de finde sammen i Kenya.

Lars Andersen havde tidligere haft en IT-virksomhed i Danmark, som han havde været nødt til at lukke på grund af finanskrisen. Så det stod småt til med pengene i Kenya. Han valgte derfor ikke at købe en forsikring til sig selv. Når han havde penge, brugte han dem på sine sønner.

- Lars har altid været en god far. Han har altid været der for os og har gjort sit bedste for os. Han var altid gavmild. På trods af at det var ham, der havde mindst, så var det altid ham, der gav mest, fortæller Lars Andersens yngste søn, Morten, over en telefon til bt.dk fra Kenya og fortsætter:

- Han prioriterede os og tilsidesætte sig selv. Især efter at vores mor døde. Og nu ligger han og kæmper for sit liv. Vi prøver at være positive, håber på det bedste og er taknemmelige for al den hjælp, vi kan få.

Troede, han havde fået en forsikring

Sønnerne troede, at deres far havde fået sig en forsikring, efter de første hårde år var overstået, og pengene var begyndt at blive flere. Da de for et halvt år siden spurgte ind til det, svarede han, at 'det havde han styr på, det skulle de ikke bekymre sig om'.

Det viste sig dog, at det langt fra var sandheden.

For et halvt år siden, begyndte der er blive travlt i den nye IT-virksomhed, som Lars Andersen havde opstartet i Kenya. Han røg mere, blev stresset. Spiste ikke så meget som tidligere.

Det hele kulminerede for lidt under en måned siden, da han blev indlagt. Der var gået hul på hans tolvfingertarm. Hullet var på størrelse med en fem-krone. Han skulle igennem tre operationer, før længerne mente, at hullet var helet.

Men der var ingen forsikring til at betale regningen, der efterhånden er løbet op i 300.000 kroner, skriver familien på Facebook.

- Det er lykkedes os at skrabe penge sammen til at betale omkring 130.000 kroner af regningen, men resten skylder vi. Og vi har ingen muligheder for at få fat på resten af pengene. For hver dag, der går, står vi med en hospitalsregning, der stiger med mindst 8.000 kroner i døgnet, siger 24-årige Morten.

Samtidig ser prognoserne for Lars Andersen ikke gode ud. Efter de tre operationer fik han konstateret en alvorlig lungeinfektion på grund af den lange periode, han var i respirator. Han ligger nu i kunstigt koma.

- Han får god behandling på hospitalet i Mombasa, men ikke god nok. De har ikke de specialister, der kan håndtere det. Så vi har fået anbefalet at få ham til Danmark, siger Morten.

Tre forskellige scenarier

Familien har fået tre scenarier stillet i udsigt. Første scenarie er, at de kan få Lars Andersen fløjet hjem til Danmark med et ambulancefly. Fordi han stadig er dansk statsborger, vil han kunne få den nødvendige behandling for at blive rask.

- Hvis Lars havde haft en forsikring, havde de fløjet ham hjem. Men det har han ikke. Vi har fået en overslag, der hedder, at det vil koste 536.000 kroner at få ham fløjet hjem. Det er penge, vi ikke har. Det er dybt frustrerende, siger Anders Loof.

Det andet scenarie er, at de får skrabet 70.000 kroner ekstra sammen ud over hospitalsregningen for at få ham fløjet med ambulancefly til Kenyas hovedstad Nairobi, hvor behandlingen vil være bedre.

Det tredje scenarie er, at han bliver i Mombasa. Og at familien kan håbe på det bedste.

- Fordi han altid har været så gavmild, føler jeg, at vi skylder ham alt. Han har ikke haft det nemt. Men vi er løbet tør for muligheder for at betale for at få ham fløjet til hverken Danmark eller Nairobi, siger Anders Loof og fortsætter:

- Lige nu står de to sønner og kæmper en brav kamp for ikke også at miste deres far. Efter han blev indlagt, har hans søn Morten overtaget hans plads i IT-firmaet for at tjene penge hjem. Men det er slet ikke nok. Og slet ikke hurtigt nok.

Familien har derfor startet en indsamling på CAREMAKER i håbet om at kunne få Lars Andersen tilbage til Danmark.