Onsdag i sidste uge blev Lemekani Nathan Nyirenda begravet i den landsby i Zambia, hvor han blev født.

Begravelsen fandt sted mere end fire måneder efter, at han omkom på en slagmark i Ukraine.

Han døde i september, mens han kæmpede for Vladimir Putin og Moder Rusland, indrullet i den berygtede og kontroversielle Wagner-gruppe.

23-årige Nyirenda havde læst til atomingeniør ved Moskvas Ingeniør og Fysik Institut (MEPHI). Opholdet var betalt af Zambias regering, men en dom i 2020 satte en stoppe for studielivet, idet han blev idømt ni år og seks måneders fængsel, skriver CNN.

Lemekani Nathan Nyirenda blev dræbt, da han kæmpede for Wagner-gruppen i Ukraine. Her reagerer hans mor, da hans kiste ankom i lufthavnen i Lusaka i Zambia.
Lemekani Nathan Nyirenda blev dræbt, da han kæmpede for Wagner-gruppen i Ukraine. Her reagerer hans mor, da hans kiste ankom i lufthavnen i Lusaka i Zambia. Foto: SALIM DAWOOD/AFP/SCANpix
Vis mere

Nyirenda blev imidlertid benådet den 23. august, da han lod sig hverve af Wagner-gruppen. Knap en måned senere, den 22. september, blev han dræbt.

Nyirendas historie er ikke enestående. 33-årige Nemes Tarimo blev i weekenden begravet i Dar-es-Salaam i Tanzania.

Han afsonede en fængselsstraf på syv år, da han blev hvervet af Wagner-gruppen til at kæmpe i Ukraine, skriver Voanews. Han blev dræbt i oktober.

USA har stemplet Wagner-gruppen som en ‘transnational kriminel organisation’ ligesom mafiaen, og dermed kan USA sanktionere for firmaer og netværk, som hjælper eller handler med den russiske lejehær. Herunder at rekrutterer fanger til at kæmpe i Ukraine.

Nemes Tarimo fra Tanzania afsonede en fængselsstraf på syv års fængsel i Rusland. Han lod sig hverve til Wagner-gruppen og blev dræbt i oktober. Billedet er fra hans begravelse i weekenden.
Nemes Tarimo fra Tanzania afsonede en fængselsstraf på syv års fængsel i Rusland. Han lod sig hverve til Wagner-gruppen og blev dræbt i oktober. Billedet er fra hans begravelse i weekenden. Foto: ERICKY BONIPHACE/AFP/Scanpix
Vis mere

USA vurderer, at Wagner-gruppen har omkring 50.000 mand i Ukraine. En stor del af dem, op mod 80 procent, er rekrutteret i russiske fængsler, mener John Kirkby, talsmand for national sikkerhed for Det Hvide Hus.

Deriblandt altså Lemekani Nathan Nyirenda og Nemes Tarimo, som begge blev overbevist om, at tilbuddet, om at blive benådet mod at tjene seks måneder ved fronten i Ukraine, var bedre end mange år i de russiske fængsler.

Wagner-gruppen har længe haft forbindelse til Afrika. Militsen har deltaget i flere konflikter på kontinentet, inden den for alvor blev kendt for sit engagement i Ruslands invasion af Ukraine.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, var i januar på charmeoffensiv i flere afrikanske lande. Besøget førte ham blandt andet til Sydafrika, der ligesom flere andre i Afrika, har afstået fra at vælge side i konflikten mellem Rusland og Ukraine.

USA har svaret igen på den russiske charmeoffensiv ved at advare om, at lande, der samarbejder med den russiske lejehær, truer fred og sikkerhed.

»Lande, der øger deres samarbejder med Wagner-gruppen, ender ikke i en stærkere position,« sagde Vedant Patel, der er talsmand for udenrigsministeriet i USA fredag, og advarede om, at de tværtimod risikerer at destabilisere ikke kun deres eget land, men hele regionen. Det skriver News24.com.