Sidste år mistede 70 koalabjørne livet som følge af en jordrydning i Australien.

Nu er den mand og to virksomheder, der stod bag, blevet sigtet og risikerer strenge straffe.

Koalabjørnene døde, da de to firmaer foretog en jordrydning på mandens ejendom.

Ifølge The New York Times har de australske myndigheder nu tiltalt de involverede for mere end 250 forhold tilsammen.

Ejeren af grunden og det ene selskab er alene sigtet for 126 forhold hver. Forholdene indebærer blandt andet 18 tilfælde af grov dyremishandling.

Det andet selskab er derimod anklaget for at forstyrre koala-bestanden.

21 koala blev i februar 2020 fundet døde, mens 49 måtte aflives grundet underernæring, dehydrering eller knoglebrud.

Sagen vakte dengang national afsky.

»Jeg er lettet over at kunne dele, at der er faldet hundredvis af sigtelser efter koalamassakren i Cape Bridgewater,« skriver parlamentsmedlem, Andy Meddick, der desuden er medlem af Animal Justice Party, på sin Facebook-profil.

Virksomhederne risikerer bøder på op til 218.088 australske dollar, hvilket svarer til mere end en million danske kroner, for hvert enkelt tilfælde af grov dyremishandling.

I Australien er koalaen en beskyttet art, hvilket betyder, at det er ulovligt at påføre dem skabe eller dræbe dem.

Ifølge Australian Koala Foundation er der færre end 100.000 koalaer tilbage i naturen.

I 2019 hærgede skovbrande Australien, hvilket - ifølge World Wide Fund for Nature - betød, at mere end 60.000 koalaer mistede livet som følge heraf.

I staterne Queensland, New South Wales og Australian Capital Territory anbefalede de australske myndigheder, at artens status ændres 'truet' fra 'beskyttet'.

Andre læser også